Søleden, og som de senere vedligeholdt af egen Formue, hvorom ovenfor
S. 72 ff. Om end enkelte Klostre, f. Ex. Værne, anlagde slige Filialer
hovedsagelig for at kunne indsamle Penge paa saa mange flere Steder, og
altsaa søgte at gjøre sig selv en Fordeel deraf, er det dog ikke sandsynligt,
at Hospitierne i det Hele have kunnet bestaa uden Tilskud, og derfor ere
de omtalte paa dette Sted.
6. Om Kongens Ret til Gjæsthold og Borgeleie i Klostret er ovenfor (S. 89) talt. Vi have ei antaget den for trykkende, da Landets store Udstrækning, Klostrenes afsides Beliggenhed og Mangelen af Klostre inde i Landet betydeligt maatte indskrænke Kongens Adgang til at benytte sig af denne Ret.
Andre væsentlige eller almindelige Udgifter, som Klostrene have maattet bære, kjendes ikke[1], og Overskuddet af Indtægterne kunde saaledes anvendes til Bygninger, Kirkeprydelser og hellige Kar, samt til Munkenes personlige Fornødenheder. De gjentagne Forbud mod at optage flere Brødre eller Søstre, end som tilbørligt kunde underholdes af Klostrets Gods, synes at vise, at det i det Hele ikke har været almindeligt, at Klostrene forøgede sin Formue, skjønt dette visselig var Tilfældet med enkelte af dem.
I Spidsen for det hele Klosterkonvent stod en Formand, der kaldtes Abbed, Abbedisse, Prior, Gardian, Commendator eller Provst, eftersom Klostret hørte til denne eller hiin Orden; men da disse i de større Klostre ikke kunde overtage det Hele, havde Abbederne eller Abbedisserne som oftest under sig Priorer, Priorinder, Ombudsmænd og andre deels geistlige deels verdslige Betjente, til hvem de overdroge særskilte Grene af den store Klosterhuusholdning. Prior og Priorinde havde nærmest det daglige Tilsyn med det Indre i Klostret, overholdt Orden og Sædelighed m. v. Der var saaledes Priorer i Nidarholm, Tuterø, Munkeliv, Hovedø, og Priorisser i Bakke samt i Nonneseter i Oslo og Bergen, og vistnok i alle de større Klostre. Men foruden Bistand af deres eget Kjøn trængte Abbedisserne desuden til mandlig Hjælp i den verdslige Bestyrelse samt
- ↑ Ligesaa almindeligt som det var, at Klostrene berigedes ved Andres Gaver, ligesaa sjeldent synes det at have været, at de selv viste sig gavmilde. Det eneste Exempel herpaa, jeg har fundet, er at Hovedøen i 1437 gav sit Fiskeri i Botnen (Bundefjorden) til Nidaros’s nylig afbrændte Domkirkes Gjenopbyggelse. (Schøning, Domkirkens Beskrivelse S. 315).
