i dyre Domme ei alene hos det pavelige Kancelli, men og hos Kardinalerne, hvis Understøttelse behøvedes og betaltes i Forhold til Sagens Vigtighed, maatte Klostrene desuden svare Afgifter til Rom af forskjellig Art. Den ældste Afgift til Rom, som derfor fremfor andre kaldtes Rumaskattr, var denarius Petri, Peterspenge, der ydedes aarlig af alle Voxne i Norge, og ikke rammede Klostrene mere end Bonden og hans Hustru[1]. Derimod benyttedes Korstogene, Tyrkekrigene, Hussiterkrigen eller andre den almindelige Kirke vedkommende Begivenheder, til at udskrive overordentlige Skatter af den hele Christenhed. Disse Afgifter krævedes i Regelen i Form af Tiende, og kaldtes derfor Pavetiende (pavatiúnd, decima papalis). De udskreves til forskjellig Tid, af forskjellig Størrelse og Varighed, snart sexaarige, snart treaarige Tiender eller Halvtiender. Endnu længe efter Korstogenes Ophør bleve slige Afgifter oppebaarne in subsidium terræ sanctæ, skjønt de oftest benyttedes i ganske andre Øiemed. Klostrene maatte ligesaavel som Geistligheden yde denne Tiende, der i Regelen synes at have udgjort en Tiendedeel af de aarlige Indtægter; men det rette Forhold hermed er endnu ikke opklaret. Der udfærdigedes nu og da en Værdsætning (taxa) af Klostrenes Formue, hvorefter Pavetienden og andre Udredsler beregnedes, men nogen fast Regel synes dog ikke at have været af Varighed. Stundom saa den norske Kirke sig nødt til at gjøre Forestillinger mod disse Afgifter. I Anledning af at Pave Clemens VI i Decbr. 1343 havde paalagt en 3aarig Tiende af alle Geistliges Indtægter, holdt saaledes Erkebiskop Paal et Møde i Bergen med sine Lydbiskopper i September 1345. Man fandt, at dette Paabud i visse Henseender og visse Dele af Riget umuligt kunde adlydes, og besluttede derfor at tilmelde Paven dette ved nogle Udsendinge. Til Sagens Fremme ved Pavehoffet og til Reiseudgifterne skulde hvert Bispedømme bidrage 3, 4 eller 6 Pund (Sterling), og alle Abbeder, Abbedisser og Kapitler 10 Skilling Sterling[2]. Om dette hjalp, kan ikke oplyses – Som særegen pavelig Naade fritoges enkelte Ordener eller Klostre for disse Extraskatter. Saaledes Johannitterne næsten altid, fordi disses hele Formaal var Kamp mod de Vantroe, hvortil de anvendte deres hele Indtægt; ved Bulle af 21de November 1216 fritog Honorius III Cistercienserne og Præmonstratenserne for Afgift til Korstogene[3]. Da Conciliet i Basel
