kan“. De Indskrænkninger, som undtagelsesvis forekomme, gaa gjerne ud paa, at Huse og Gjerder skulle vedligeholdes, at Avling eller Gjødsel ikke skal bortføres, eller at Hugsten, hvor Skov er bortpantet, kun skal gjælde visse Maal. Har Pantemanden ikke holdt sig dette efterretteligt, maa Forholdet jo i grove Tilfælde kunne hæves, ligesom han selvfølgelig maa være erstatningsptigtig, hvilket vel maa kunne gjøres gjældende ved Løsningen. Derimod vil man vel ikke kunne drage ham til noget Ansvar, om han i Tilfælde, hvor Intet er aftalt, forringer Godset, uden at selve dets Substants er angrebet, og selv dette vil neppe kunne ske ved det meget langvarige Brugspant. Har Pantemanden omvendt foretaget Forbedringer, maa det følge af vor almindelige Lære om Jordleie, at han ikke uden særlig Aftale har Ret til nogen Erstatning. Dog kan han naturligvis flytte de Huse, han maatte have bygget ved egne Midler, og Løsning kan Eieren ikke her fordre; Husforbedring maa derimod vel dømmes som Jordforbedrtng. Det er imidlertid meget hyppigt, at slige Forbedringer omhandles i Pantebrevet, dels ligefrem, saaledes at Erstatning, navnlig for Huses Opførelse eller Istandsættelse, skal gives efter Skjøn ved Løsningen, dels indirekte derved, at selve Løsningssummen i sin Helhed skal fastsættes ved Skjøn.
Pantemanden kan i Almindelighed overdrage sin Ret til Andre. Dette er vistnok sjelden sagt i Brevet, men, naar bortsees fra det rent kortvarige Forhold, følger dette vistnok af vor Rets almindelige Regler. Den gjængse Lære, at Fremleie ved Jord ikke er tilladt, holder nemlig, udenfor Bygsel og Husmandsforhold, neppe Prøve. Ialfald maa Vanernes Mening rammes bedst ved at tillade den, naar Leiemaalet er længere end et Slægtleds Tid. Ved det almindeligste Brugspant maa det være forudsat, at ikke den samme Pantemand kan fortsætte Brugen den hele Tid. Og da er det naturligt at tillade ham naarsomhelst at overdrage sin Ret til Andre, idet han selvfølgelig fremdeles er ansvarlig for Forpligtelserne. En saadan Overdragelse er ogsaa meget hyppig, dels som Transport, dels som Pantsættelse (til Underpant[1]).
Efter det oven Fremstillede vil det være overflødigt, at Brugsobligationen overleveres, ligesom den ikke vil kunne med Virkning stilles til Haandpant. Ligesaa følger det deraf, at Gaardeieren, naar Panteaarene ere omme, maa kunne indløse Godset ved Betaling til Pantemanden uden Hensyn til den sekundære Underpanthaver, som maa finde sig i, at hans Underpantebrev bliver aflyst sammen med Brugsobligationen (jfr. 5–7–4). Hvorvidt Transport af
Pantemandens Ret skal ske ved thinglyst Hjemmelsbrev, er vel et tvivlsomt
- ↑ Det hænder endog, at Pantemanden, fordi han endnu ikke kan udbetale „Pantesummen“, giver Gaardeieren Underpant i Brugsretten for den Sum, hvorfor Gaardeieren til ham udsteder Brugsobligation. – Stærkere Bevis for, at Brugspantet kun i Formen er Panteret, kan vel ei haves.
