Spørgsmaal. Er Forholdet selv fra først af i Virkeligheden et Eiendomsforhold, skulde det naturligvis ske. Er det derimod væsentlig et Brugsforhold, maa det afhænge af, hvad man ellers antager om Transport af tinglige Rettigheder. Den almindelige Mening er vistnok for Thinglysningens Nødvendighed. Jeg tror, at der herimod kan fremsættes stærke Tvivl, men finder ikke her Stedet til at udvikle dem. Derimod kan efter Forholdets hele Væsen Undladelsen af at thinglyse Brugsobligationens Transport neppe forsvares derved, at saadan Thinglysning er unødig ved almindelige Pantebreve. Stempellovens § 5 leder til, at Transporten i hvert Fald maa foregaa paa særskilt stemplet Papir. Rettigheden er ogsaa Gjenstand for Udlæg paa Skifte, ligesom Kreditorer kunne faa Udlæg deri baade ved Indførsel og Konkurs, og ser man da, at den bliver solgt ved Tvangsauktion. Hvor den udelt udlægges Pantemanden selv eller en af hans Arvinger til Eiendom (eller Brug), giver man ialfald i Hadeland og Land de øvrige Arvinger eller Kreditorer Udlæg i Pantesummen, saaledes at hin forrenter Udlægssummen.
Blandt Pantemandens Pligter nævne Brevene oftere, at han skal betale en liden Afgift, dels som „Hjælp til Skatterne“, dels som „Skovleie“. Stundum paalægges det i Brevet Pantemanden at forrette Sneplougkjørsel og Skyds, at svare Skolehold, Klokker- og Lensmandstold og at udrede en vis Brøkdel af Gaardens Skatter. Hvor ingen saadan Aftale har fundet Sted, kan Gaardeieren vistnok ikke kræve nogen Deltagelse i Gaardens Byrder, hvis Pantet ikke fra først af er skylddelt. Er dette Tilfældet, saa er det vistnok en deklaratorisk Regel ved Bortleie af særskilte Matrikulnumere, at Leieren udreder Skatter etc. Hvorvidt Gaardeieren kan kræve Skylddeling af en bortpantet Jordlod, er noget tvivlsomt, men det tør vel helst antages. At Panteretten ikke lægger Hindringer i Veien, er før forklaret. Men ialfald, hvor Pantemanden ikke er pligtig til Deltagelse i Skatterne, kunde han møde en Skylddeling med den Indsigelse, at herved vilde en i Kontrakten forudsat Fordel ved Retsforholdet for ham gaa tabt. Er Retsforholdet anlagt paa at omgaa Skylddelingsbudet, maatte dog Gaardeieren atter kunne afvæbne denne Indsigelse dermed, at Kontrakten forsaavidt er ugyldig som stridende mod Loven. Men det vilde da igjen blive et Spørgsmaal, om ikke Pantemanden efter Skylddelingen kunde søge Refusion for de ham derved paadragne Udgifter. Er Retsforholdet derimod ikke i Virkeligheden Afhændelse, maatte vel Gaardeieren alligevel kunne kræve Skylddeling, da Pantemanden derved ikke faar forøget Udgift, men det Offentlige i slige Tilfælde bør holde sig til Eieren, naar dette er Aftale mellem Parterne[1]. Imidlertid er denne sidste Mening og den
deraf uddragne Slutning ikke utvivlsom.
- ↑ Jfr. Hstd. i Ugeblad VIII. S. 313 samt Hstd. 12 Oktbr. 1819 i Brandts Repertorium og det der Citerede. Antages det, at det Offentlige kan holde sig til
