ogsaa regnedes til 9 Aar. Saaledes var 27 Aar, der udgjorde 3 eller 9 Aaremaal, alteftersom man regnede, en meget brugt Termin. Og da nu Tallet 99 er deleligt baade med 3 og 9, kan ogsaa dette have bidraget Sit.
I de allerfleste Sorenskriverier blive saadanne „Brugsobligationer“ thinglyste uanseet Varigheden, uden at kræve Parcellen først skylddelt. Kun i Hallingdal synes det at være nægtet ved de meget lange Frister, hvorfor det derfra hedder, at Skylddeling ofte har fundet Sted og at man i senere Tid ikke længere træffer det langvarige Brugspant. Det synes, som om der skulde være liden Betænkelighed ved at nægte Thinglysning uden Skylddeling ved saa aabenbare Omgaaelser som Brugspant paa flere 100 Aar. Men, aldenstund vi ikke have nogen saadan Lov som den danske Pl. 20 April 1847, der ved Brugsrettigheder i Parceller, stiftede for længere Tid end 50 Aar, lader Skylddelingsreglen komme til Anvendelse, er jo enhver Grændse saa vilkaarlig, at den vanskelig paa egen Haand kan opstilles. Saavidt vides, er dette Spørgsmaal ikke nogensinde afgjort af Finantsdepartementet. Derimod er Stempelpligten af dette oftere behandlet, men da den er bleven afgjort ikke efter Panteaarenes Længde, men efter Løsningspligtens Stilling, skal den omtales senere[1].
Løsningen er i Almindelighed i Pantebrevet udtalt som en Ret for Eieren og maa ogsaa antages at være en Ret, selv hvor Intet er sagt, dog saaledes, at den ikke i noget Tilfælde kan udøves før Panteaarenes Udløb. Saafremt ikke anden Aftale har fundet Sted, maa denne Løsningsret vistnok vedvare uden Præskription i en ubegrændset Fremtid. Men det aftales oftere, saaledes almindelig i Mandal, at Panthaveren ved Løsningsfristens Udløb skal være berettiget til at kræve Skjøde eller ligefrem beholde til Eiendom, altsaa den simple Kommissarialklausul. Saafremt ikke Pantebrevet i sin Tid er stemplet og thinglyst som Skjøde, kan dog vel denne Klausul ogsaa kun medføre Pligten til at udstede Skjøde og ikke uden videre overføre Eiendomsretten ved Panteaarenes Udløb. Om det end antages, at Kommissarialklausulen overhovedet er ugyldig ved Underpant i fast Gods, skulde jeg dog være tilbøielig til i Almindelighed at anse den gyldig ved Brugspant, hvor Parternes Mening i Grunden fra først af har gaaet ud paa Eiendomsstiftelse, ialfald en betinget. – Det kan her opkastes det Spørgsmaal, om ikke Panthaveren for at udslette Løsningsretten kan søge Fyldestgjørelse i Pantet. Er der udtalt en Løsningspligt, maa dette vistnok antages; thi naar
denne Pligt ei opfyldes, er der en Misligholdelse tilstede, som vel maa være
- ↑ Kun kan her mærkes, at hvor Departementet finder, at Pantebreve bør stemples som Skjøde, henstiller det ofte til vedkommende Sorenskrivere at virke til, at Skylddelingsforretning bliver afholdt. Dette staar dog sjelden i Sorenskrivernes Magt, da Thinglysning allerede i Regelen er foregaaet før Indsendelsen til Departementet.
