at i mange af de Tilfælde, hvor en liden Kapitaleier paa Østlandet tager en Plads til brugeligt Pant, faar han i Bergenske Egne almindeligt Husmandsfæste, idet han laaner Husbonden Kapitalen og afkorter Renterne i Pladseafgiften. Og hvor andetsteds f. Ex. Støler og Beiter have været bortpantede for at undgaa Skylddeling, har man tildels i Bergens Stift brugt Arvefæsteskjøde, som længe blev thinglyst uden at paase Frdng. 1764 overholdt. Endelig kan det mærkes at i disse Egne blev indtil for ikke lang Tid tilbage saagodtsom alle Pantebreve forfattede af Sorenskriverne. Hvad der her er sagt om Bergens Stist, passer vistnok tildels, navnlig forsaavidt angaar Selveiergodsets ringe Udstrækning, ogsaa paa andre Landsdele nordenfor Sireaaen, saasom Nordland. Naar Brugspantet imidlertid, som det synes, heller ikke længere findes i Thrøndelagen, saa ved jeg her ingen særlig Forklaringsgrund. Interessant er det i hvert Fald at se, at Brugspantet nutildags kun er kjendt i det gamle Borgarthingslag og Eidsiviathingslag, men ukjendt i Gulathingslag og Frostathingslag; Sireaaen dannede netop Grændsen mellem dem.
Inden den nævnte Kreds af Sorenskriverier er Brugspantet i det Hele sjeldent. Vistnok har den større Strenghed, som navnlig siden 1840 har været vist ved Overholdelsen af Frdng. 1764, tilligemed den samtidige Afskaffelse af Stempelafgiften for Pantebreve mangesteds opfrisket denne Panteform ved at give den en ny Anvendelse. Men den begyndte atter at gaa tilbage, siden Skylddelingsforretningerne i 1845 bleve gjort saameget billigere. Fra det oplandske Sorenskriveri, hvor det især har sit Hjem og hvor det vel endnu maa kaldes hyppigt forekommende[1], Hadeland og Land, hedder det netop, at det synes at aftage i de senere Aar. Paa Ringerike har det ikke været stiftet i de sidste 5 Aar og i Tinn neppe siden 1860. I de vestlandske Sorenskriverier, undtagen Sætersdalen, synes det endnu at stiftes forholdsvis hyppigt. Men det tør vistnok antages, at det i hele Riget inden en ikke fjern Tid vil være en uddøende Institution, hvoraf man vistnok endnu meget længe vil finde enkelte Spor paa Grund af Løsningstidens Langvarighed, men som ikke mere
vil holdes i Live ved nystiftede Forholde[2].
- ↑ I 1859 taltes paa mindre end et Aar næsten et Snes slige Pantsættelser.
- ↑ Her skal til en Prøve meddeles følgende Afskrifter af Pantebreve:
(Land). underskrevne gjør vitterligt at have bekommet tillaans af H. L. T. 58 Spd. 60 ß. For denne Kapital med Renter overlader jeg ham til brugeligt Pant i 99 Aar den mig tilhørende Del af Engelandet Flutuen under Gaarden T. – – Af Pantet svares til mig eller T’s Bruger aarlig 24, totiogfire Skilling. Naar Panteaarene er udrundne, skal T’s Bruger være pligtig at meddele Pantehaveren eller Arvinger lovligt Skjøde paa omhandlede Engeland, imod at begge Parter deeltage med halv Bekostning saavel i Skjøde som Skyldlægning.
(Hallingdal). Jeg undertegnede tilstaar og herved vitterliggjør at have bekommet til Laans af N. N. den Sum af Penger 30 Spd., som skal blive staa-
