liggende Egne. Det er ogsaa ganske naturligt, at Ved i Jord ikke kunde være et blivende Institut. Det var dertil for antikt og for nøie sammenhængende med Panterettens Opfattelse som en Side af Eiendomsretten. Da der nu af denne paa anden Vei var udviklet en langt mer selvstændig Panteret, Brugspantet, var det ganske naturligt, at Ved gik op i dette, hvor Betalingsfristen blev sat noget fjernere. Ved de korte Betalingsfrister var det i sig selv lidet rimeligt at bruge Jord til Sikkerhed. Og jo mere udviklede Samfundsforholdene blev, og navnlig jo større Rolle Løsøret kom til at spille i Folkets Økonomi, kom dette til her at afgive den mest brugte Sikkerhed, hvor man ikke kunde nøie sig med den rent personlige Forpligtelse, hvad der ogsaa naturligvis ved Samfærselens og Næringsveienes Fremskridt maatte blive mere almindeligt.
Veð[1], eller den ældste Panteform, som blot skulde tjene til Sikkerhed gjennem sin betingede Eiendomsstiftelse, blev altsaa i Middelalderens Slutning kun Løsørepant, og var som saadant vistnok i Almindelighed haandfaaet, et Navn, som dog ikke forekommer før i Kristian V. N. L. Om Løsørepantet kan jeg imidlertid ingen nærmere Oplysninger give, da det, som naturligt, meget sjelden omtales i Diplomerne[2].
Kristian IV. N. L. VII. 20 har ligefrem oversat[3] M. L. VIII. 20,
- ↑ Sidste Gang, jeg har fundet Ordet veð brugt, er i hint Diplom af 1452 i Forbindelsen þingaveð. D. N. IV. 911 af 1449 (Bergen) bruges maaske „vædh“ i samme Betydning som þingaveð ved en Gaard, som benyttes af Hustruen efter Mandens Død; muligt det dog kun er almindeligt Brugspant. Det brugtes nemlig ofte om Brugspant, iflæng med Pant, ligesom dette brugtes ved egentligt veð. Exempler paa Ordet veð om Brugspant har man V. 313 fra Ryfylke (1379), V. 416 fra Lom (1402) IV. 354 i et geistligt Diplom af 1351. Ordet vedblev vistnok i Talesproget længe som Udtryk for al Slags Pant. Ifølge Ivar Aasen findes, „Vedd“ endnu brugt om Pant, endog ved fast Gods, ialfald i flere Egne af Bergens Stift.
- ↑ Exempler har man i det ovenanførte I. 513, samt i et Par af Diplomerne om þinga veð (sammen med fast Gods). Et latinsk Diplom, hvorved en norsk Kannik i Flandern stiller til Haandpant „quatuor volumina mea juris civilis scilicet Codicem, Digestum vetus, Digestum novum et Jnforciatum“, har man D. N. II. 338 fra 1320. Bøgerne tilhørte forresten Mariekirken i Bergen, fra hvem de var ham udlaante paa en Studiereise (jfr. Nr. 129 ibidem). Munkeliv S. 66 findes et Exempel paa Løsørepant i et geistligt Diplom forøvrigt allerede under det fremmede Navn „pantr“.
- ↑ Kun er tilføiet den Sætning, som vel er et Slags Kilde før Kristian V’s 5. 7. 4 „men ikke maa han det til andre høiere forpante, end han det selv i Pant haver“. Ligesaa kan mærkes at Ordene „da skal det Pant vurderes“ i Beg. af 2det P. rimeligvis er en meningsløs Misforstaaelse. I Kilden M. L. VIII. 20 staar vistnok virða, som almindelig betyder „vurdere“; men efter Sammenhængen skjønner jeg ikke rettere, end at det her maa betyder „agte“, „passe paa“, hvilket det ogsaa stundum kan betyde.
