Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/59

Denne siden er korrekturlest

det særegne Forhold til Pantsætteren og Menighedens uklare Natur. Saameget mindre Vægt kan der derfor lægges paa den Kjendsgjerning, at þingaveð i Alt, hvad eier og eiendes vorder, en enkelt Gang forekommer^[1]. At det almindelige veie i Jord ofte ikke fulgtes af Jordens Overdragelse til Panthaveren, hænger sammen med den ofte omtalte nære Forbindelse mellem Ved og Eiendomsret. Vi have seet, at den hele Tid, – og i Livet mere end i Lovene, – er Ved nemlig paa Grund af de korte Terminer ligesaameget, ja ofte mere en betinget Eiendomsoverdragelse end Sikkerhedsstillelse. Den Jord, som Eieren vedblev at bruge, opfattedes derfor maaske mere som en mulig Eiendomsgjenstand, der ved Siden deraf og netop herigjennem ogsaa skulde tjene som Sikkerhed. Ved virkeligt Underpant er derimod Egenskaben af Sikkerhedsgjenstand langt mere fremtrædende, selv hvor, som længe var Tilfældet, Fyldestgjørelse kun kan ske gjennem Eiendomsstiftelfe. Hvorledes man nu end vil opfatte det gamle veð i Jord, saa er det ialfald sikkert nok, at det ikke staar i nogetsomhelst historisk Sammenhæng med det nyere Underpant. Det første Spor heraf finde vi for Norge først i den sidste Del af det 16de Aarhundrede og da kun i en enkelt By. Det skal siden vises, at det rimeligvis er opkommet efter fremmed Forbillede. Af det gamle Ved kan det ialfald ikke have udviklet sig. Thi naar undtages þingaveð, som endnu forekommer i et Diplom af 1452, har jeg ikke fundet Ved i fast Gods, hverken i dets mere ubestemte Skikkelse ved Vanhjemmel, eller i dets Betydning af mere egentligt Pant, senere end Aaret 1430^[2]. Det kan derfor vistnok antages ved fast Gods at være forsvundet i den første Halvdel af 15de

Aarhundrede, om det end maaske af og til kan forekomme noget senere i afsides-

↑ Diplomerne kjende forresten ogsaa Afhændelse af „Alt hvad eier og eiendes vorder“ ved Fledføring, se I. 312 af 1348 fra Valders; II. 658 fra Gudbrandsdalen af 1420; II. 678 fra Valders af 1424. Mærkeligt nok kjendte den tydske Ret Underpant i et helt Bo, men ikke i andet Løsøre. Stobbe i Krit. Vierteljahrschr. IX. 317.
↑ VII. 358. Det er rimeligt, at man har Exempel derpaa i et Brev fra Thelemarken af 1430 (V. 595) hvor en Del Mænd „vædsætte“ sine Gaarde til Sysselmanden for Thegn og Fredkjøb i Anledning af et Landvistbrev. Hvad der mest taler for, at dette er det gamle veð, og ikke Brugspant, som oftere ogsaa betegnes med veð, er foruden den korte Termin, som rimeligvis har været sat („de skulle være gjenløste, eftersom Kongens Landvistbrev lyder“), den Omstændighed, at foruden Drabsmandens egen Pantsættelse af sin Jord, vædsatte hans Frænde ogsaa sin Jord for hans Thegn og Fredkjøb og borgede for, hvad mere han kunde blive dømt at betale i Landvist. – VII. 444 jfr. 457 forekommer 2 Pantsættelser af samme Gaard fra 1452 og 1457 paa lidt over et Aar og Aars Dag“, for Bøder og med Kommissarialklausul, men jeg tror alligevel, at det er Brugspant, dels fordi det sidste Brev viser, at Gaarden ikke forfaldt til Eie, skjønt Fristen var langt oversiddet, dels paa Grund af det sidste Brevs Indhold forøvrigt.

[1] Diplomerne kjende forresten ogsaa Afhændelse af „Alt hvad eier og eiendes vorder“ ved Fledføring, se I. 312 af 1348 fra Valders; II. 658 fra Gudbrandsdalen af 1420; II. 678 fra Valders af 1424. Mærkeligt nok kjendte den tydske Ret Underpant i et helt Bo, men ikke i andet Løsøre. Stobbe i Krit. Vierteljahrschr. IX. 317.

[2] VII. 358. Det er rimeligt, at man har Exempel derpaa i et Brev fra Thelemarken af 1430 (V. 595) hvor en Del Mænd „vædsætte“ sine Gaarde til Sysselmanden for Thegn og Fredkjøb i Anledning af et Landvistbrev. Hvad der mest taler for, at dette er det gamle veð, og ikke Brugspant, som oftere ogsaa betegnes med veð, er foruden den korte Termin, som rimeligvis har været sat („de skulle være gjenløste, eftersom Kongens Landvistbrev lyder“), den Omstændighed, at foruden Drabsmandens egen Pantsættelse af sin Jord, vædsatte hans Frænde ogsaa sin Jord for hans Thegn og Fredkjøb og borgede for, hvad mere han kunde blive dømt at betale i Landvist. – VII. 444 jfr. 457 forekommer 2 Pantsættelser af samme Gaard fra 1452 og 1457 paa lidt over et Aar og Aars Dag“, for Bøder og med Kommissarialklausul, men jeg tror alligevel, at det er Brugspant, dels fordi det sidste Brev viser, at Gaarden ikke forfaldt til Eie, skjønt Fristen var langt oversiddet, dels paa Grund af det sidste Brevs Indhold forøvrigt.

[1]

[2]