Studiet af en Retsinstitutions Historie hos flere Folk vinder maaske sin største Interesse af den Lighed, som her ofte opdages paa Udviklingens forskjellige Trin. Denne Lighed skyldes stundum Paavirkning af et fremmed Retssystem. I andre Tilfælde er Ligheden for gammel til at kunne forklares saaledes. Den kan nemlig stundum endog findes i Retsregler, som høre til Folkets ældste og ere saa vilkaarlige, at Ligheden neppe kan forklares uden som et Vidnesbyrd om Folkenes oprindelige Stammeslægtskab, der har præget sig i Retssætninger ligesaavelsom i Sproget, hvor vidt skilte end Veiene siden ere blevne. I den ældgamle germaniske Lov, Gulathingslagen, er der saaledes af dette Slags flere mærkværdige Ligheder med de ældste italiske Love.
Der er endnu en anden Lighed, som ikke kan forklares paa nogen af disse Maader, og som maaske er den interessanteste, fordi den vidner kraftigst om den menneskelige Retsfølelses Enhed. Thi den aabenbarer sig i Retsinstitutioner, som ere for nye til at være oprindelige og dog for gamle, til at Paavirkning fra det ene Folks Side kan have fundet Sted, og den er dobbelt mærkelig, fordi den stundum viser sig gjennem hele den lange og ofte tunge og kunstige Udvikling, som Retsinstitutionen har havt.
Panterettens Historie frembyder netop en saa stor Interesse, fordi man her hos forskjellige Folk vil finde en stor Lighed i Udviklingen og det Ligheder af alle de nævnte Slags.
Nutidens Retsfølelse er forlængst fortrolig med, at Panteretten er en fra Eiendom forskjellig tinglig Ret, som ved Siden af Sikkerheden kun giver Adgang til at søge en vis Sum udbragt af Tingen gjennem bestemte Tvangsforholdsregler, men som ogsaa giver denne Adgang ipso jure uden, at særlig Aftale derom er nødvendig.
Men de mest bekjendte Folks Love vidne om, at dette paa Menneskehedens oprindelige Retsstandpunkt ingenlunde har været saa selvfølgeligt og naturligt, men at Panteretten først gjennem en lang og kunstig Udvikling er bleven en fra Eiendomsretten skarpt adskilt Ret med sit nuværende Indhold.
Det oprindelige Standpunkt har rimeligvis været dette, at den eneste Udvei til gjennem sit Gods at reise det almindelige Byttemiddel eller klare Forpligtelser, navnlig Bøder, har været den ligefremme, tvungne eller frivillige, Afhændelse til Eiendom. Nogen Sikkerhedsret i Ting har visselig fra først af overalt været ukjendt. Men især ved fast Gods maa dog snart denne endelige Afhændelse have stillet sig som et Nødmiddel, og den Tanke er da naturlig opstaaet at lempe derpaa, ved at knytte saadanne Vilkaar dertil, som aabne en Udvei til at bruge Godset til Betalingsmiddel uden endeligen at skille sig derved. Disse til Eiendomsoverdragelsen knyttede Vilkaar ere naturligen af to Slags: enten udsættes den, saa at den først skal indtræde, naar
