ind“, eller stundum, efter at dette Ord er kommet ind, „sætte til vant“[1]. Men, naar det betænkes, at en Mængde andre Diplomer om samme Retsforhold bruge Vendinger, der udtrykke, at Kjøberen betingelsesvis bliver Eier, saa tjene ogsaa disse til at vise en Sammenblanding af Sikkerhedsret og Eiendomsret. Sikkerhedsretten kommer mere frem, naar, som i enkelte Breve er Tilfældet, det er en Trediemand, der stiller sin Gaard til Sikkerhed for en Andens Hjemmelsforpligtelse[2], eller den Vanhjemmel, der er Tale om, gjælder en Gaard, som selv er sat i Pant eller solgt med Gjenløsningsret[3]. Det vil forresten sees, at de sidste af de Breve, hvor jeg har fundet en saadan Sikkerhedsstillelse for Tilfælde af Vanhjemmel, ere*fra Begyndelsen af det 15 Aarhundrede (1412), og at netop i et af de yngste er „veð“ og Eiendomsretten stillet Side om Side.
Allerede denne Brug af „veð“ er velskikket til at klargjøre Overgangen fra betinget Eiendomsret til Sikkerhedsret. Og det har sin store Interesse at vide, at man ogsaa i Tyskland endnu i 14de Aarhundrede har Spor af en lignende Sikkerhedsstillelse for Tilfælde af Vanhjemmel[4]. Men det er dog at mærke ved dette Forhold, at Betingelsen stiller sig fjern og uvis, og at v Forpligtelsen er af en saadan Art, at en egentlig Panteret ikke ad den Vei let kunde udvikles. Heldigvis have vi imidlertid ogsaa Diplomer, som give et Indblik i, hvorledes en mere udpræget Panteret paa lignende Maade har kunnet udvikles. Dette maa naturligvis være ved Betaling af Gjæld. Der er i Diplomatariet mangfoldige Exempler paa det oprindeligste Middel,
hvorved man har afgjort Forpligtelser gjennem sit Gods, nemlig ved ligefremt
- ↑ Se saaledes II. 161 fra Nidaros af 1327: „sætte ind i“. II. 349 af 1359: ved Salg af Frogner i Aker sætter Sælgeren Kjøberen, om det bliver ufrelst „ind i Pant i Langerud“. II 350 af 1359 fra Bærum: „sætter i veð“; III. 481 fra Bergen af 1388 „vedsættes“ ved Salg af nogle Gaarde paa Vestfold andet jevngodt Gods, som ikke nærmere nævnes; IV. 224 fra Follo af 1336: „sættes“ uden videre Tillæg; IV. 477 fra Smaalehnene af 1369 udstedes der for denne Vædsætning særskilt Brev samtidigt med Skjødningen; IV. 589 sammestedsfra af 1391; V. 126 fra Oslo af 1339; V. 232 fra Lom af 1359; VI. 305 fra Smaalehnene af 1381: 2 Øresbol „vedsættes“; VI. 304 fra Thoten af 1381: „vædærsætthi in i“; VII. 319 fra Eker af 1385: 12 Øresbol paa Næs vedsættes saafremt noget af 14 Øresbol paa Eker bliver ufrelst. VII. 358 fra Smaalehnene af 1412, hvilket er det yngste af den Slags „veð“, jeg har fundet.
- ↑ IV. 211 fra Ringerike af 1334; Sælgerens Fuldmægtig sætter sin Gaard„i Borgen“ for dette Tilfælde; V. 157 fra Romerike af 1342, hvor ligeledes en anden Trediemand „sætter i Borgen“, – altsaa opfattet som Realkaution.
- ↑ II. 158 fra Voss af 1326: en Gaard er „sat i Pant“, hvis en med Gjenløsningsret solgt Gaard bliver ufrels; VI. 317 fra Oslo af 1385; en Gaard „vedsættes“ til Bispen, hvis en anden Gaard, der var pantsat for skyldig Tiende, ikke kom til at følge Kreditor.
- ↑ Meibom, S. 265.
