Grund til at tro, at denne igjen er paavirket af Romerretten. – Særlig staar her tilbage at omtale 5. 7. 14, som Ørsted (Haandb. VI. 194) og Schweigaard (Proc. II. 498) ligefrem sige har sin Kilde i den Romerske Ret. Dette høres meget sandsynligt, da Artikelen er ny i Lovbogen og den romerske jus offerendi et succedendi efter Fortolkningen havde samme Indhold som 5. 7. 14. med det Tillæg, at første Panthavers Fordring maatte være forfalden. Men nu har Prof. Matzen oplyst (S. 428–30)I at 5. 7 14. ikke egentlig kan kaldes ny, men kun er Forandring af en uskreven til en skreven Retssætning. Retsbrugen havde nemlig allerede, som det viser sig af flere Domme fra 1650–80, anerkjendt den samme Retssætning som i 5. 7. 14. er udtrykkelig udtalt, dog med samme Begrændsning som nys er sagt om den Romerske Ret. Men da denne Misbrug kun er fra den allersidste Tid og kun fra Kjøbstæderne – idet Efterpant paa Landet var saagodtsom ukjendt før Lovbogen[1] –, er det vel en nærliggende Tanke, at den romerske Retssætning om jus offerendi etc. paa denne Tid kan være fulgt af danske Dommere. Det er derfor vel alligevel ikke urimeligt, at 5. 7. 14. indirekte kan have sin Kilde i Romerretten.
Men finder jeg det altsaa ialfald tvivlsomt, om den Romerske Ret har øvet nogen Indflydelse paa Lovbogens Pantesystem, saa anser jeg det derimod sikkert, at den – gjennem sit Herredømme i Tydskland fra 17 Aarhundrede – har øvet stor Indflydelse paa den senere Sædvanerets Uddannelse af Underpant i Løsøre i dets værste Form.
Er end saaledes Lovbogens Pantesystem neppe paavirket synderlig af den Romerske Ret, saa er det efter min Mening paavirket saameget mere af den tydske. Ikke det Romerike Hypothek, men det tydske Underpant har været Forbilledet for en vigtig Del af den danske Udvikling, hvoraf Lovbogens 5. 7. er et Resultat. Den tidligere Fremstilling maa have vakt Opmærksomheden for, at der mellem den tydske „neuere Satzung“ og det danske Underpant fra 16 og 17 Aarhundrede var en stor Lighed, navnlig naar vi sammenligne Retstilstanden i Stæderne. Begge var en tinglig Ret, som blot kunde stiftes i fast Gods og Skib. Retsstiftelsen var grundet paa Offentlighed, idet Pantsættelsen maatte indgaaes eller ialfald vedgaaes for Raadet og, om den skulde være gyldig væsentlig for Trediemands Skyld indføres i offentlige „Stadsdøger“. Paa samme Maade kunde der stiftes Efterpant med senere Prioritet. Pantsætteren vedblev, saalænge han opfyldte sine Forpligtelser, i Pantets Besiddelse. I Tilfælde af Misligholdelse var Fremgangsmaaden heller ikke synderlig forskjellig, naar vi til Sammenligning vælge den sachsiske Panteproces. Vi gjenfinde Pantets Tiltrædelse, Opbydelse paa flere Thing Eiendomsdom og Løsningsfristen Aar
og Dag. Og Kommissarialklausulen var i begge Lande erklæret ugyldig.
- ↑ M. S. 426.
