paa Land og i By (S. 3–5). De sammenblandedes idelig med Pant og bidrog til, at i dette Omraade Underpantet saameget tidligere blev erkjendt som tinglig Ret. I det egentlige Danmark har denne fremmede Institution strakt sig til Ribe og Ringkjøbing, ligesom Kronens Indtægter sees gjort frugtbringende paa denne Maade. Rentekjøbet har derfor vistnok ogsaa i Danmark havt nogen Indflydelse paa Underpantets Udvikling.
Vigtigere er den anden Overgang til Underpant, som vi ogsaa gjenkjende fra Tydskland, om den vistnok helst kan være ganske naturlig af sig selv opkommet i de danske Byer. Hermed sigtes til den Aftale ved Brugspantet, hvorefter Panthaveren lod Pantsætteren midlertidig i Besiddelse af Pantet. Denne Aftale kan føres saalangt tilbage som til den Tid, da Frugterne endnu delvis afskreves paa Hovedstolen. Heraf opstod nemlig i enkelte Tilfælde den Ordning, at Skyldneren beholdt Pantet mod at betale en „Afgift“, svarende til den Del af Frugterne, Panthaveren skulde oppebære som Erstatning for Kapitalens Afsavn[1]. Allerede i 1351 har man et Exempel fra Kjøbenhavn herpaa[2]. I Middelalderens Slutning var det saaledes blevet meget hyppigt, at Pantsætteren blev siddende som Eier. Men dette Forhold var endnu kun et precarium, paa Panthaverens gode Villie. Det var endnu ingen særskilt Institution, kun en uvæsentlig Afændring i de almindelige Vilkaar for Brugspant.
I det 16 Aarhundrede foregik der imidlertid nogle Lovreformer, som banede Adgang for ei virkeligt Underpant.
Den ene var Renteforbudets Ophævelse efter Reformationens Indførelse, hvilket skete allerede ved Reces af 1537[3]. Herved var bortryddet den gamle Hindring mod at gjøre Kapitalen frugtbringende, naar Skyldneren vedblev Pantets Besiddelse uforandret.
Den anden var Indførelse af det nyere Thinglysnings– og Protokollationssystem. Det er forhen forklaret, at den gamle Skik at indgaa Pantsættelser paa Thinge efterhaanden var ganske bortfaldt, efterat egentlige Pantebreve vare komne i Brug. Herved var der aabnet et vidt Spillerum for alle de samme Misligheder, som det rene Privathypothek medfører, dels fordi Besiddelsesstanden ved fast Gods ofte liden Betydning har, navnlig hvor Godset var bortlejet, dels fordi Besiddelsen ofte midlertidig forblev hos Skyldneren. Disse Misligheder saavelsom lignende ved hemmelige Afhændelser, blev ogsaa i Midten af det 16 Aarhundrede levende følt i Kjøbstæderne navnlig ligeoverfor fremmede Handelsmænd. Efterat Reces af 1551 Art. 3 havde paabudt for Land og By Thingbøger for deri at indtegne de Dokumenter, som gik til
Thinge – hvoriblandt forresten som rimeligt ikke Pantebreve er nævnte –,
