men ogsaa forpligtet til Løsning, og at, hvis ei Løsning skete til forelaa Tid, kunde Panthaveren faa Dom til Eiendom over Pantet efter Vurdering, idet Overskudet tilfaldt Eieren; derimod kan det ikke sees, at denne blev søgt personlig for det Manglende[1].
Denne Forandring, som svarer noget til den, der foregik ved Løsørepantet, begyndte i Kjøbstæderne[2] tildels allerede i det 15 Aarhundredes Slutning, men blev paa Landet først gjennemført efter 1600, dog inden Frd. af 1632 udkom[3]. Fremgangsmaaden ved denne tvungne Fyldestgjørelse, som forresten udviklede sig meget forskjelligt, var ogsaa temmelig lig den tilsvarende ved Løsørepantet. Pantet blev først opbudt til Løsning paa 3 Thinge, derpaa vurderedes det ved nogle af Thinget opnævnte Mænd (endog Omvurdering 2 Gange sees at have fundet Sted i Tilfælde af Misnøie), derpaa synes da af Thinget en vilkaarlig Tid, dog neppe over et halvt Aar, at være sat til endelig Løsning, i Forbindelse med Eiendomsdom, om Løsning ei skulde finde Sted. Det maa imidlertid fastholdes, at ligesom i enkelte Kjøbstæder[4] den gamle Retstilstand vedvarede, saaledes havde der ingenlunde før Frd. 1632 dannet sig faste Regler for den nye Fremgangsmaade, men Enkelthederne synes her ofte for Tilfældet at være ordnede efter Rettens frie Skjøn.
Den her omhandlede Pantsætning blev ogsaa oprindelig for Bevisets Skyld indgaaet offentlig, i Almindelighed paa Thinget og herom blev efter Skrivekunstens Udbredelse som ved andre lignende Retshandler udstedt Thingsvidne. Allerede i 14 Aarhundrede indkommer ved Siden heraf, rimeligvis efter fremmed Mønster, Pantsættelse gjennem „aabent Brev“ (literæ apertæ, „Pantebrev“ i vor Forstand), idet Bevis gjennem saadant Brev nu for Pantsættelsens Gyldighed blev ligesaa nødvendigt som forhen Bevis ved Thingsvidne; fra 15 Aarhundrede forsvinder ganske den mundtlige Pantsættelse paa Thinge[5]. Efter Midten af 16 Aarhundrede blev Indførelse i Protokoller og senere Thinglysning nødvendig, hvorom mere siden.
Brugspantet, som spillede faa stor Rolle langt ind i 17 Aarhundrede, blev i Danmark, inden Kristian V’s Lovbog udkom, ganske fortrængt af Underpant i fast Gods[6].
De første Spirer til dette kunne føres temmelig langt tilbage. Rentekjøbet har ikke i Almindelighed i Danmark banet Veien fra Underpantet. Men dette er dog vel Tilfældet i et enkelt Retsomraade, nemlig Slesvig[7],
hvor ifølge Matzen de tydske „Grundrenten“ have været udbredte baade
- ↑ M. S. 405 Anm.
- ↑ M. 396.
- ↑ M. S. 401–5.
- ↑ M. S. 400.
- ↑ Matzen S. 229–237.
- ↑ I det Slesvigske synes der at have varet længere; ialfald har man for Tondern en Bestemmelse af 1681, at der ved brugeligt Pant ikke maa regnes i Renter over 6 pCt. Stemann Rechtsgesch. II. 270.
- ↑ Stemann, Gesch. des off. u. priv. Rechts des Herz. Schleswigs II. 268.
