Ogsaa i dansk Ret er Kontraktspant (væth) i Løsøre det ældste; men det er dog først omtalt i Provinciallovene, hvoraf neppe nogen er ældre end 1200[1].
Dets Udvikling fra de første Spirer kjender man derfor endnu mindre i Danmark end i Tydskland. Men ligesom Provinciallovene jo væsentlig ere en Samling af tildels meget gamle Retssætninger, saaledes kan det visselig antages, at ogsaa det danske Løsørepants Spirer ere urgamle og at de have havt den fælles germaniske Art. Thi i sin første kjendte Skikkelse har Pantsættelsen det samme iøinefaldende Slægtskab med Eiendomsretten. Den indeholder i sig den samme suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, idet, naar Betaling ikke finder Sted til fastsat Tid, Eiendomsretten uden særlig Aftale og uden Hensyn til Værdien skal gaa over til Panthaveren (væth bliver forvæth), som naturligvis hele Tiden har Besiddelsen[2].
Allerede i ældre Tid var det imidlertid inden enkelte Retsomraader Regel, at Panthaveren eller, efter Skaanske Lov, Thinget, naar Forfaldstid var kommen, endnu maatte forelægge Skyldneren en Frist til Løsning, efter hvis Udløb han først blev Eier[3]. Dette blev vistnok Udgangspunktet for en Omdannelse af Retsforholdet, saaat Panthaveren tilsidst overalt først blev Eier efter en særlig Forfølgning. Man kjender ikke nærmere denne Udvikling, der falder sammen med en forandret Opfattelse af Panteretten i sin Helhed[4]. Men da Thingbøgerne begyndte i Midten af 16 Aarhundrede, var Forandringen i Kjøbstæderne allerede gaaet fuldstændig for sig, og Tilstanden var nu bleven væsentlig den samme som efter Kristian V’s Regler om Haandpant, medens paa Landet det gamle Forhold varede meget længere, sommesteds vistnok ligetil Lovbogen[5]. Navnlig i Kjøbstæderne var Forholdet nu nemlig dette, at Panthaveren først blev Eier efter foregaaende 3 Ganges Opbydelse til Løsning samt Vurdering, saaledes at han maatte lægge det Overskydende fra sig[6]. Omvendt, saafremt Pantet ei dækkede Gjælden, blev det i Løbet af 17 Aarhundrede Regel, først ved Haandskrift, dernæst ogsaa ved mundtlig Gjeld, at Pantsætteren kunde sagsøges til Betaling deraf, og saaledes var det altsaa efterhaanden kommet til en virkelig personlig Forpligtelse i nyere Forstand[7]. Kristian V’s Lov indeholder derfor her neppe noget Nyt i Hovedsagen – men vel i Enkelthederne, navnlig ved Opbydelsens Bortfalden og
en simplere Vurdering – uden maaske, forsaavidt 5. 7. 17 fastsætter, at der
