rigt har der dannet sig ikke ringe Forskjelligheder, som vise, at hin fælles Spire har været svag, f. Ex. ved Spørgsmaalet om fast Gods kunde gives i saadant Pant, om Besiddelsen maatte gaa over til Panthaveren.
Det var især Løsørepant, – det senere Haandpant[1] – som paa denne Vei udvikledes. For fast Gods’s Vedkommende var Pant, voxet frem af den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, dels, som i Tydskland, en ukjendt, dels, som i Norden, en hendøende Institution. Det maa forøvrigt mærkes, at Løsørepantet i Middelalderen var af liden Vigtighed og overalt kun brugtes ved smaa, meget korte Laan, da man paa Grund af det kanoniske Aagerforbud ikke kunde tage sig betalt deri for Renter. Det var væsentlig Jøderne, som brugte det i Forretningslivet, da de var ubundne af den kanoniske Ret[2].
Det germaniske Pant i fast Gods har overalt væsentlig sin Spire i den resolutivt betingede Eiendomsoverdragelse. Overalt er Salg til Gjenkjøb eller med Gjenløsningsret ældre end Brugspant, og overalt har Brugspantet, som er Middelalderens vigtigste Panteret, udviklet sig af dette Slags Salg, som derfor paa Overgangen ligesom i Rom kun er et Skin. Denne Overgang er rimeligvis overalt bleven noget forsinket ved den kanoniske Rets Forbud imod enhver Form af Rente, hvilket egentlig var til Hinder for ethvert Brugspant, hvor Frugterne ikke afskreves paa Kapitalen. Men intetsteds magtede det dog længe at hindre det egentlige Brugspants almindelige Udbredelse. Dette blev den senere Middelalders almindeligste Form for Kapitalens Tilgodegjørelse, idet Kreditor indtil Løsning oppebar Frugterne uden Afskrivning. Det har fra Kreditors Standpunkt væsentlig den samme Karakter som det tidligere gjenkaldelige Salg, det er Kjøb af en Brugsret istedetfor af en Eiendomsret; Egenskaben af Sikkerhed træder mere i Baggrunden. Derimod var det kanoniske Renteforbud den fælles Aarsag til, at Brugspantet var den herskende Panteform hos de germaniske Folk i flere Aarhundreder. Underpant er nødvendig betinget af, at Renter ligefrem kunne aftales. Men forsaavidt var den kanoniske Ret længe strengt overholdt allevegne. Og det var den fælles Reformations Tilbagetrængen af den kanoniske Ret ogsaa paa dette Punkt, som bidrog til at bane Vei for Underpantet.
Fælles for de germaniske Folk er ogsaa den personlige Forpligtelses sildige Opkomst. I det Romerike fiducia se vi allerede en personlig Forpligtelse til at løse Gjenstanden ved Tilbagebetaling af Kjøbesummen. Men i den germaniske Ret var det vistnok fordetmeste først i den nyere Tid, Kreditor kunde søge Skyldneren, for hvad der ei dækkedes af Pantet. Sammenhængende hermed er det, at Panthaveren saalænge alene fik Fyldestgjørelse gjennem
Eiendomsret eller Brugsret til Pantet, og at der først sent udviklede sig nogen
