haveren nu faar Tingen til Eiendom og beholder Tiltale til Skyldneren for Resten, hvis Tingen endog er mindre værd end Gjelden. Ogsaa i Amerika gaar det imidlertid an, som det synes, at give Panthaveren Fuldmagt til privat Salg[1].
Saaledes er altsaa the mortgage efterhaanden blevet virkeligt Pant – først Brugspant og nu nærmest Underpant – og the mortgagor er indtil videre i alle Dele betragtet som Eier af den pantsatte Ting, f. Ex. i England med Hensyn til Stemmeretten.
The mortgage finder Sted baade ved fast Gods og Løsøre. Baade engelsk og amerikansk Ret tillader nemlig i denne Form Underpant i Løsøre, det sidste dog med stor Indskrænkning. Hvis nemlig the mortgagor er bleven i Besiddelse af Løsøret, kan Panteretten i England ikke gjøres gjældende i Konkursbo, efter den Betragtning, at den fortsatte Besiddelse har bidraget til at give Skyldneren en falsk Kredit, hvorimod den synes at være til Hinder for Exekution[2]. I Amerika, ialfald i nogle Stater, gjælder omvendt Panteretten i dette Tilfælde imod Konkurs, medens den ikke kan bruges mod den Trediemand, som ellers er virkelig besveget ved Hjælp af the mortgagors vedvarende Besiddelse[3]. – Ligefrem Pantsættelse til Underpant som altsaa ogsaa i Formen optræder som Pant, kaldes hypothecation og findes kun i Søretten (Bodmeri og Respondentia[4]).
Den engelske Ret, som i denne Udvikling har saamegen Lighed med den romerske, ligner denne ogsaa deri, at ved the mortgage Panteretten i Almindelighed stiftes uden Indtegning ved den blotte Kontrakt. Det er mærkelig nok kun ved Skib, at den almindelige engelske Ret kjender noget Indtegningssystem; ved fast Gods er dette kun indført i enkelte Egne, nemlig under Dronning Anna i Middelsex, Yorkshire og Irland[5]. I Amerika er Indtegningssystemet foruden for Skib, hvor Kongressen nemlig har Lovgivningsmyndighed over hele Unionen, ogsaa ellers blevet indført i flere Stater[6].
Det tilføies til Slutning, at der ingen Grund er til at tro, at den Romerske Panteret har øvet nogen Indflydelse paa den engelske, uden forsaavidt maaske det Romerske Forbud mod lex commissoria kan have foresvævet
Kantslerretten ved hin bekjendte Afgjørelse.
