Den svenske Panteret frembyder især i den ældre Tid væsentlig den samme Udvikling, som den danske og norske.
Om Løsørepantet have de ældste nulevnede svenske Love, Landskabslovene, der næsten alle bleve skriftlig optegnede i Slutningen af 13de og Begyndelsen af 14de Aarhundrede, tildels lignende Bestemmelser som den noget ældre norske Landslov, idet de fleste Love fastsætte, at Vurdering skulde ske efter Opbydelse, og at Panthaveren kun bliver Eier mod at betale det Overflydende til Skyldneren, medens en enkelt, der er af noget ældre Oprindelse, (den ældre Vestgøthalag) synes at gjøre Panthaveren til Eier uden Vurdering[2]. Sandsynlig er i den ældste Tid overalt i Sverige, som i de andre germaniske Lande, Eiendomsretten til det pantsatte Løsøre gaaet over uden videre.
Ved fast Gods lære de svenske Retshistorikere[3], at det i Landskabslovene havde Formen af Salg med Gjenløsningsret. Dette er vistnok ogsaa tildels Tilfældet. Men ligesom de fleste Landskabslove ere noget yngre end Magnus Lagabøters Love, saaledes er Forholdet endnu mere end i disse paa Overgangen til ogsaa i Formen at blive Pant. Ved Siden af, at Gjenløsningen kaldes återköp og Retsforholdet stadig modsættes aþalköp, kaldes det dog allerede i Landskabslovene wæþ, wæþsætning, ja endog pant (Østgøtalag E. S. XVI) og opfattes saaledes allerede delvis som et fra Eiendomsret forskjelligt Retsforhold, ligesom der om Tab af Gjenløsningsretten bruges Udtrykket forwæþja (Vestgøtal. Jordabalk VI). Dette Tab indtraadte
i Almindelighed ikke strax ved Forfaldstid; men først, naar Panthaveren i 3
- ↑ Foruden de neden anførte trykte Skrifter ere nogle af Prof. Nordling i Upsala mig velvilligen meddelte Oplysninger komne nærværende lille Afsnit til Gode.
- ↑ Den ældre Vestgøthalag, som antages nedskreven i den første Del af 13de Aarhundrede, byder i Jordab. 6, at Panthaveren skal give Skyldneren 7 Dages Varsel (Sjunætting), og hvis ikke Pantet da løses, skal Panthaveren „beholde Pantet (vaþium halda) og føre til Things, lade dømme sig at sælge“. Betydningen heraf er vistnok uklar, og Artiklen fortolkes ialfald af nogle svenske Retshistorikere saaledes, at den ikke ligesrem gjør Panthaveren til Eier, men kun giver ham Ret til at sælge Pantet og tage sig betalt i „Kjøbeskillingen“, saaledes at det Overskydende tilbagegives Skyldneren. Jeg er tilbøielig til i Salgsretten kun at se et Udtryk for den Eiendomsret, Panthaveren kan opnaa ved den nævnte Fremgangsmaade, saaledes at Salget sker for hans egen Regning. Jeg ser altsaa i Forholdet mellem den ældre og yngre Recension af Vestgøthalagen – hvilken sidste, der henføres til Aarhundredets Slutning, i Jordab. 14 udtrykkelig byder, at Pantet skal vurderes paa Thinget og det Overskydende betales Skyldneren – en lignende Udvikling som i Forholdet mellem Gulathingslagen og Magnus Lagabøters Landslov; i Mellemtiden er Panteretten bleven mere udpræget.
- ↑ Nordstrøm II. 660. Schlyters Glossarier til Lovene.
