Det er en beslægtet Grund, som der holdt det i Live meget længere end i Nabolandene. Den lybske Ret, som i sin Tid gjaldt i de Pommerske Stæder, forbød nemlig Fremmede (ɔ: Ikke-Borgere) at kjøbe Grundstykker. Men dette Forbud blev netop omgaaet ved Pantsættelse til Brugelighed paa ubegrænset Tid, rimeligvis saaledes, at Forholdet kun var opsigeligt fra Panthaverens Side. I 1807 bortfaldt Forbudet og dermed Grunden til Brugspant; men det blev dog endnu nogle Aar (indtil 1815) stiftet af gammel Vane. Der opstod imidlertid fremdeles mange Retstvister og andre Uleiligheder af dette Forhold, som i mange Tilfælde var gaaet i Arv gjennem flere Slægtled. En Lov af 1845 søgte da at faa Forholdet hævet enten ved Indløsning fra Eierens Side eller ved Frigjørelse for Løsningsretten, saaledes at efter 5 Aars Forløb alt Pantegods skulde være overgaaet til Eiendom. Men da Loven kun angik Pantsættelser ældre end 1808, findes der endnu en Mængde, i Aarene 1808–15 stiftede, Brugspant-Rettigheder, som fremdeles volde megen Uleilighed[1].
Saaledes se vi den underlige Udviklingsgang, at medens Pant fordum skjulte sig i Eiendomsstiftelser, er det nu omvendt kommen dertil i visse Forhold, at Pantsættelse er bleven en Form for Eiendomsoverdragelse. Og atter omvendt har i den senere Tid Forbudet mod Underpant i Løsøre fremkaldt Retsforhold, hvorved der til Sikkerhed for Gjæld er foretaget en Slags gjenkaldelig Eiendomsoverdragelse, navnlig af Fordringer[2]. Heri gjenfinde vi den samme Tanke, som vi have seet i den gamle Ret, førend endnu en Panteret var fuldt udviklet, – at den betingede Eiendomsstiftelse i sig indeholder en Sikkerhedsret. Og her faa vi saaledes i den nyeste Retsdannelse et nyt Bevis for Sandheden af den Opfattelse, som er søgt gjennemført i nærværende
Afhandling – Eiendomsrettens og Panterettens nære Slægtskab.
