Ret, men en Pligt for den Sigtede, kunde Institutionen synes at begunstige uretmæssige Forfølgelser. Men Lovene indeholdt nogle Sikkerhedsmidler herimod. – Beviset.i Strafsager opløser sig i Almindelighed i 3 Dele: 1) Bevis, for at en Gjerning er foretagen, som har en Forbrydelses ydre Kjendemærke (corpus delicti); 2) Bevis, for at denne Gjerning kan henføres til en bestemt Person og 3) at den kan tilregnes ham som strafbar. Eden angik almindelig kun de tvende sidste, og især var den paa sit rette Sted, hvor det gjaldt Bevis for den Sigtedes Tanker og gode Tro[1]. Beviset for corpus delicti førtes derimod, saafremt det ei var vitterligt, paa anden Maade, f. Ex. ved Vidner, Syn, Indicier, og maatte almindelig være ført, før nogen Sigtelse fremsattes. „Ingen skal sige til en Anden: ‚Du stjal fra mig’, medmindre han er bestjaalen og gjør det sandt“, – hedder det i B. R. 35 jfr. 95. Efter G. L. 211 skal den Mand, som siger sig slagen og er hverken blaa eller blodig og intet Vidne har, straffes som Løgner[2]. Og Ørvarthinget, der holdtes, strax en stor Forbrydelse, som Drab, en svær Legemsfornærmelse eller Herværk, var begaaet, havde netop til Hensigt at samle alle Oplysninger om Gjerningens ydre Omstændigheder (jfr. N. G. L. II. 523). – Og hvad nu Sigtedes Forhold til den
saaledes beviste Gjerning angaar, saa var Fornær-
