mede her ikke uden Indskrænkninger. De ældre Love forbød at sigte mere end 3 Personer efter hinanden for samme Gjerning, og hvis den 3die ogsaa havde befriet sig ved Ed, skulde Sagsøgeren lide den Straf, han havde tiltænkt Sigtede (G. L. 157, F. L. IV. 7, B. Chr. 16, og især B. R. 24). Denne Regel ophævedes ved den nyere Landslov (IV. 11); men paa den anden Side synes denne at byde, at Dommerne, naar Søgsmaalet var aabenbar ulovligt og mod bedre Vidende, skulde ikke alene ikke idømme „Gods eller Ed“, men endog ilægge Sagsøgeren Bod, med mindre han foor juramentum calumniæ (I. 6 jfr. VIII. 8 i. f.). Men især maa man mærke en Indretning, der findes i Frostathingsloven og Bjarkøretten og gjennemførtes i Magnus’s Lovgivning samt de nyere Christenretter, – det saakaldte heimilis- eller heimskviðarvitni, som Sagsøgeren i alle ærerørige Sager maatte føre til Bevis paa, at Rygtet udpegede den Sigtede som Gjerningens Ophavsmand[1]. Dette Vidne bestod deri, at Sagsøgeren havde med sig paa Thinget 10 Bygdemænd – i Christendomsbrud var det færre – hvoraf de tvende skulde sværge saaledes: „Dertil lægger jeg Haand paa Bog og det skyder jeg til Gud, at det have vi hørt, men ikke vide vi, om det er sandt“. De øvrige 8 skulde som Medsværgere sande deres Ed (M. L.
IV. 23) eller efter B. R. 34 sværge, at de havde
- ↑ F. L. II. 29, III. 3. 5. 15, V. 22, sammes Brudstykker i Supplementet, N. G. L. II. 505, jfr. Hákonarbók 37. 38, B. R. 34. 35. 92. 93. 94. 110. 152 og især 61, M. L. IV. 21. 23. 25, J. Chr. 29. 44. 53. 56. 58. Forbudet gjaldt baade den Private og Kongens eller Biskopens Ombudsmand, se især M. L. IV. 21.
