lig Mistanke, f. Ex. paa Grund af Indicier eller Vidneprov, mod Sigtede. Sammensætningen skildres saaledes for Tylftered ved Ubotemaal: hver af Parterne nævnte 6 af den Sigtedes Ligemænd (jafnir at rétti); af disse tog Sigtede selv 2 (maaske en af hvert Udvalg), videre 2 af sine nærmeste Slægtninger paa Mandssiden (nánasti niðr), dertil 7 selvvalgte Vidner (fangavitni) og selv var han den 12te (F. L. IV. 8. G. L. 132. B. R. 37, 151). Efter den nyere Lovgivning, der i det Hele søger at styrke Garantierne for Edsinstitutionen, maatte Sigtede vælge 7 blandt Nevndervidnerne, Slægtningerne vare udelukkede og der blev kun 4 Fangevidner (M. L. IX. 13). De mindre Eder sammensattes forholdsvis paa lignende Maade (G. L. 28. 133–5. B. R. 23. 150. M. L. IX. 14. 15). Krævedes der kun Ed med Fangevidner, valgtes Edshjælperne alene af Sigtede. Den ældre Lovgivning kjender iøvrigt kun saa Indskrænkninger for Edshjælpernes Valg, uden at de skulde være frie og myndige Mænd, som skulde „svare for Ord og Ed“; den ældre Eids. Chr. II. 34 fordrer de bedste Bønder i Herredet, efter sammes I. 42 skulde i Trolddoms-Sager tages 11 Mand af de 3 Herreder, hvori Sigtede havde været længst, og efter I. 45 skulde Mændene være fødte i Herredet, jfr. B. R. 37. Efter den nyere Lovgivning maatte Nevndervidner tages af de Nærmestboende og af dem, der bedst kjendte til Sagen, de maatte være myndige og velanseede (valinkunnir), og hverken beslægtede eller Avindsmænd (M. L. IX. 13). Ved enkelte Forbrydelser, hvor Kvinder maatte formodes bedst at forstaa Sagens Sammenhæng, skulde de først og fremst
