Tilfælde og Enseden kun sjelden og ved ubetydelige Forseelser. Overhovedet ere de mindre Eder ikke regelmæssig tilmaalte efter Forbrydelsernes Størrelse, og det kunde ikke hellere ventes efter Lovenes casuistiske Affattelsesmaade; den nyere Lovgivning er her langt mere systematisk, og den er i de enkelte Forbrydelser temmelig sorskjellig fra den ældre og kræver navnlig større Eder. Ved en og samme Forbrydelse kunde Eden vexle efter Skadens Størrelse (F. L. XV. 11, M. L. VIII. 27). Anstifteren maatte fri sig med halv Ed af Gjerningsmandens (F. L. XV. 14, V. 9, IV. 37).
Stundom har vistnok Sigtede været forberedt nok til at have sine Edshjælpere med paa selve Thinget; men som oftest maatte der fastsættes en Tid for Edeles Aflæggelse. Dette skete dels ved Overenskomst dels ved Rettens Afgjørelse; men almindelig indeholdt de enkelte Lovbud, at Eden skulde være aflagt inden 10 Uger[1]. – Det næste Skridt var Edshjælpernes Tilveiebringelse. I denne Henseende skjelnedes mellem Ed med nefndarvitni og Ed med fangavitni. Nevndervidner fordredes ved de sværeste
Forbrydelser, samt hvor der var mere end alminde-
- ↑ „Eiðr stendr X vikur soerra daga“, G. L. 30, 57, 135, 314. F. L. IV. 8. B. R. 37. J. C. 49; efter N. G. L. II. 523 var der en Maaneds Frist og i Byerne oftere kun 3 Ugers, B. R. 23. Ensed maa aslægges, strax det forlanges af Sagsøgeren, og han har „Bog“ (til at sværge paa) at byde Sigtede; G. L. 135. Den Uge kaldes soerr, hvori der var idetmindste en Dag, hvorpaa man kunde sværge (dies fastus) G. L. 135, 314. Oftere har der været stillet Borgen af Sigtede for Mellemtiden B. R. 23.
