faar Sag med en overmægtig Mand, og han ei faar aflægge sin lovlige Renselsesed (nær eigi laga undanfoerslu) da skal Erkebispen skaffe ham enten sin lovlige Ret eller tillade ham Jernbyrd, saa og, naar Mand ei har Edshjælp og dog har ret Sag“. Heri indeholdes en Spire til en geistlig Underkjendelse af alle Domme, som i Norge ei naaede nogen Udvikling, men som var af betle større Betydning i andre Lande, saasom Danmark. – De enkelte Lovbud, som omhandle Gudsdomme, angaa for det meste Forbrydelser, der vare indførte efter Kirkens Foranstaltning og derfor findes i Christenretterne. Forskjellige af disse Lovbud stille ligeledes Gudsdommen som subsidiært Bevismiddel, efterat Eden er mislykket f. Ex. Eids. Chr. 45 (Hedenskab), 3 (Barnemord), G. L. 24 (Blodskam). Andre Lovbud, lade Sigtede frit Valg mellem begge (guðs eða manna skirsl), men aabne ogsaa dem, der have valgt Ed og her været uheldige, Adgang til bagefter at fri sig ved Gudsdom f. Ex. Eids. Chr. 42 (Troldddom) jfr. F. L. II. 1. Men der er ogsaa en Del Lovbud, hvor Gudsdom er eneste Bevismiddel, navnlig ved svære Forbrydelser og i Tilfælde, hvor Edshjælp maatte være vanskelig at faa; se Borgarth. Chr. 17, som byder Jernbyrd for alle Ubotemaal i Christenretten, ib. 16, (Trolddom), G. L. 32 (crimen bestialitatis) F. L. III. 15 (Hedenske Offringer). Udenfor Christendomsbruddene ere Gudsdommene sjeldnere tilladte og navnlig kun, hvor den stærke Mistanke mod Sigtede maatte gjøre ham Edshjælp vanskelig. Ogsaa her finde vi den samme Gradsforskjel; – snart er Gudsdommnen eneste Bevismiddel f. Ex. F. L. IV. 5 og G. L. 156 (hvor det kaldes vitnit mikla) mod den
