tanke, som vistnok ikke hindrede Frifindelse, men som, naar den var selvforskyldt, paalagde Sigtede Sagens Omkostninger. (Overhofretsdomme 13de Febr. 1671 og 10de Febr. 1673).
Ved Bevisbyrdens Indsørelse og Mededsinstitutionens gradvise Undergang havde Vidnebeviset efterhaanden indtaget sin naturlige Stilling som det første Bevismiddel. Praxis udviklede, væsentlig ved Optagelse af dansk Ret, omtrent de samme Regler for Vidnehahiliteten, som vi kjende fra Lovbogen. Fra gammel Tid var Slægt og Tyende udygtige Vidner, men der manglede Regler om, hvor langt ud i Slægten Udygtigheden strakte sig. Oslo Lagthingsdom 16de Marts 1610 synes at erkjende den Dræbtes Søskendebørn som „villige Vidner“. Forresten synes man allerede da at kjende en Mellemting mellem de fuldkomne og de aldeles udygtige Vidner, idet villige Vidner afhørtes og, ialfald i noget Antal, kunde fremkalde „vis Formodning“ og nøde til Ed (se den nys citerede Dom). I Herredagsdom 7de Juni 1597 forekommer Indsigelse mod Tjeneres Edfæstelse, selv om de maatte stedes til Vidnesbyrd. Formodentlig har Alt dette været afhængigt, alene af Dommerens Skjøn. En Herredagsdom 17de Aug. 1613 gaar saaledes i modsat Retning ud fra den Forudsætning, at man ikke kunde modtage Vidner, ialfald ikke til Ed, naar de ei dannede fuldt Bevis, idet den nægter at modtage „enkeltstaaende“ Vidneprov, som stridende mod Chr. IV’s N. L. I. 4 („et Vidne er som intet Vidne“). Videre var Avindsmænd og „udædiske Mennesker“ udygtige Vidner, til hvis Prov intetsomhelst Hensyn skulde tages, om de end ofte sees afhørte. Hjem-
