Der er fra denne Sædvane ingenlunde et saa langt Skridt til den virkelige Partsed, som det ved første Øiekast skulde formodes. Partseden aflagdes nemlig endnu længe efter Christian den femtes Lov under selve Sagen, og, uagtet den baade efter den store Reces og N. L. 1–14–4 kun skulde aflægges efter Dommerens Kjendelse, saa ser man af Præmisserne til Frdn. 5te Novbr. 1723[1], at det varede længe med Gjennemførelsen af dette Bud. Det er derfor ikke underligt, om Dommeren har nøiet sig med en Ed, som Parterne frivillig aflagde uden at oppebie hans Kjendelse. Den store Reces kan derfor gjerne ved en fri Benyttelse have bidraget til Sædvanens Udvikling. Den Maade, hvorpaa Partseden fra først sees anvendt, taler for den Mening, at Benægtelsesedens egentlige Tanke er denne, at naar Bevisbyrden er tilfredsstillet til et vist Punkt, er ikke lengere den blotte Nægtelse i Stand til at tilintetgjøre Virkningen. Dens Charakter er altsaa en ganske anden end Mededens oprindelige, og den kan ikke, egentlig kaldes et Bevismiddel. Partseden maatte efterhaanden indtage meget af Mededens Plads, idet Dommerne vistnok oftere og oftere nøiede sig med den istedetfor at idømme Meded.
Praxis kjendte altsaa i Midten af det syttende Aarhundrede flere Grader af Bevis: fuldt Bevis, som fældede, – stærk Mistanke eller „vis Formodning“, som ledede til Paalæggelse„ af Meded, – mindre sterk Mistanke, som udslettedes ved Nægtelsesed
under Sagen, og endelig en ubetydelig Mis-
- ↑ „Parterne i deres Indlægge indføre Sigtelser eller Benægtelseseder, som dem ikke af Dommerne ere paalagte“.
