kun da uden uberettigede Hensyn, naar der er Ligevægt i Parternes Stilling i Rettergangen. Den nævnte Bevæggrund til Edshjælp blev forresten vistnok ofte krydset af et andet Hensyn, nemlig Frygten for den mægtige Sagsøgers Hevn, om man svor med Sigtede. Jo dybere Folket sank, des oftere kunde det hænde, at en uskyldig af denne Grund blev ladt i Stikken. Men paa de fleste Steder bevaredes vistnok Folkets Uafhængighedsaand for meget, til at ikke Iveren for at hjælpe sine Egne skulde faa Overhaand. Det var derfor naturligt, at Mededsinstitutionen i Folkets Øine var et kraftigt Værn for den personlige Frihed, og at den først sent tabte sine Rødder i den folkelige Retsbevidsthed. Men saameget er ogsaa klart, at der ikke længere fandtes de simple Samfundsforholde, som vare nødvendige for, at et saadant Bevismiddel kunde virke med Held.
De store Forandringer i Retspleien lod egen Tilstaaelse indtræde i Bevismidlernes Række. Den forebyggede nu ikke længere Dom, der selv, hvor Straffen var Bøder, var nødvendig for Exekutionens Skyld. Den blev Gjenstand for Rettens Bedømmelse og i 1493 se vi saaledes en Tilstaaelse, som stillede Sigtede i et meget mistænkeligt Forhold, begrunde Lagthingets Underkjendelse af en Edsforretning[1].
Tilstaaelsen fremkom oftere i Retten. Hvor
- ↑ D. N. V. 691. En Mand var dømt at skulle „gange sin Dul, at han ei var i Raad eller Daad, eller vidste af de Udaadsmænd, som ihjelslog Fogden og Lagmanden“. Da „Dullen skulde gaa“ bekjendte han, at man var i Skoven og talede med dem, som ihjelslog, og vidste vel, at de havde Øine (awen?) paa Fogden og ei paa Lagmanden“. „Og efterdi han og kjendtes, at
