Lagmanden har været dennes Formand, ligger det nær at tro, at han er traadt ud af den passive Rolle, som ellers udførtes af Dommeren under Forhandlingerne, og selv forhørt Sigtede; ialfald er i de Exempler fra Diplomatariet, hvor egen Tilstaaelse paaberaabes, Dommen afsagt af ham eller Borgermester og Raad[1]. Og hvor Sysselmanden har været Sagsøgeren, har han visselig i sin Vilkaarlighed gjort Alt for at aflokke sin Modpart en Tilstaaelse. Ved de geistlige Retter havde han lært at anvende Inqvisitionsprincipet og i fornødent Fald at forskrække ved „passende Trusler“. Og denne Lærdom var ikke spildt. I en Barnemordsag fra 1348 (III. 213) spørger han den sigtede Pige, om hun vidste Noget om Mordet, og da hun nægtede, fremførte han en Kones Vidnesbyrd om, at hun vidste derom, hvorpaa Pigen tilstod. Og der aabnes os et Indblik i Sigtedes Behandling saavel i Retten som især i Varetægtsfængslerne, naar 4 Raadmænd i Sarpsborg kundgjøre 1492 (III. 714): at for dem og Lagmanden var paa Raadstuen kommen en Pige, „og stod ubasket og ubunden og upint og utvunget, og var bekjendt for os“, at hendes Svoger havde levet i Concubinat med hende i 2
Aar; Fogden bad hende derpaa sige, om han havde
- ↑ D. N. IV. 130, III. 213. 719. 813; paa det sidste Sted er en Mand dømt som Forræder „efter hans egne tilstændige og overbevislige Gjerninger“.
han red af Gaarden samstundes, som Mændene vare slagne, og lyste for Dannemænd Drabet, og at han ei vidste Gjerningsmændene, dømte vi hans Dul ugild“; han blev dømt i Kongens Jern, indtil han kom for Kongen selv“.
