blev at spise her om Middagen og drikke Caffe. Af denne korte Samtale samt af, hvad jeg hørte om hans Visiter hos andre her i Egnen, fandt jeg Deres Dom om ham bestyrket. Megen Agtelse har han ikke erhvervet sig enten ved sit udvortes – thi deri er han en ægte Cynicus eller paa Dansk et Svin – eller ved sin Conversation, da han har meget at udsætte paa alle Ting endog paa Personer, som han ikke var værdig at nævne, og at tale om Ting og Indretninger i Staten, som ikke vedkomme ham som en lærd Landstryger, eller hvorved han lider det mindste. Her taler han og meget foragtelig om de Danske, – ventelig forhaabende derved at insinuere sig – ligesom jeg formoder, han taler om de Norske i Danmark.
Det Document om Ludvig Munk, som Jentoft, der da igjen er opstaaet fra de Døde, har bragt Efterretning om, var vel at ønske kunde blive indrykket i Ny danske Magasin.
Gulli Gaard ved Tønsberg 23 Decbr. 1811.
– – –
De skriver (i Brev af 9 Novbr. 1810), at De af alle Mennesker hørte at Norge faar et Universitet. Da jeg læste det, troede jeg, det var kun et af de mange Rygter, hvormed Kjøbenhavn altid er opfyldt og som havde intet at betyde, da man altid har – jeg veed ikke om med eller uden Grund – troet, at visse visse Mennesker, Hofsnoge eller Jesuiter, satte en dyb Politik i at Norge intet særskilt Universitet skulde have, men være stavnbunden til det Kjøbenhavnske. Jeg blev derfor ikke lidet forundret ved i Foraaret at høre af Kammerherre C. Anker, at den Sag var ganske vis, og at det var Hans Majs. Vilje, at Norge skulde faa sit Universitet. For 2 à 3 Maaneder siden saa man da omsider i Collegial-Tidenden den alle retsindige Norske og alle, som interesserede sig forandet end blot quocunque modo at fortjene Penge[1] og æde og drikke saa inderligen glædende Reso-
- ↑ Det er synderligt at erfare, hvor lidet de Herrer Rige og Mægtige i Christiansand og Bergen have grebet sig an ved Subscriptionen til det norske Universitet. Nogle som Moe og Isaksønnerne have ikke engang tegnet sig. Skulde en Sørøver have været udrustet, havde de vist ikke staaet tilbage. (Bergs egen Note).
