Gøttingen 30 Januar 1798.
– – – –
– – – –
At fortælle Dem noget nyt fra Gøttingen, som virkelig vilde være nyt for Dem, er vist vanskeligt. Det mærkværdigste, som efter de reisendes Mening findes her, er Bibliotheket og Hofraad Heyne. Bibliotheket kjender De vist bedre, end jeg kan beskrive det her, det er unegtelig meget smukkere end vort, som er altfor fuldpakket; om det ogsaa er større og bedre, derom tvivler jeg, det indeholder 250,000 B. De lyse og rummelige Værelser, og smukke og velordnede Gibsafstøbninger af de berømteste Antiker giver det et prægtigt og høitideligt Udseende. Om man aldrig havde tilforn følt Lyst til Studeringer, maatte man optændes af Lyst dertil ved paa engang at see sig omringet af disse uhyre Skatte af Geni og Lærdom. Heyne, der saa lang Tid har Emnet som en Sol paa den philologiske Literaturs Himmel, har virkelig meget tilfælles i sin Skjebne med den naturlige Sol. Hans Tibull bebudede lig en yndig Morgenrøde de Middagsstraaler, der gik ud fra hans Virgil og Pindar og som blandede alle, til en Voss og Wolff har søgt at opdage Pletter i denne dalende Sol. Hans ivrige Tilhængere her frygte mere for Wolff end Voss, hvis Forsøg til en Oversættelse af Virgils Eclogae, som kom ud 1795, synes mig dog at vise. at hans Lærdom ikke er meget mindre end hans Vittighed. Wolffs Grundighed frygter man. Voss bliver i Salzmans Institut brugt som Exempel paa Uartighed mod sin Lærer!! Heyne selv er munter. Han er lutter Liv og Fyrighed, man skulde snarere ansee ham for en Yngling paa 20 Aar end en gammel Mand paa 70. Altid er han beskjæftiget; man er derfor i Almindelighed misfornøiet med ham, thi undertiden gjør han midt under Samtalen et Buk, og gaar ind i sin Studerestue. Men han gjør deri ingen Forskjel paa Personer; man fortæller, at han paa lige Maade affærdigede den engelske Prinds August, som for nogle faa Aar siden studerede her og var recommanderet til Heyne. Jeg har været saa lykkelig altid at træffe ham i særdeles godt Humeur; han viser mig megen Artighed, laaner mig Bøger af
