Det er sandt, paa denne Reise har Tiden været for knap taget forat faae Detail-Kundskaber om Landets Indretning. Men eftersom det nu ei har været eller har kunnet være anderledes, saa er dog dette vundet, at Norge er ham mærkeligt og kjært. Mange Gange har han sagt, at han vilde om faa Aar komme igjen; og allevegne har han yttret den ærlige Fornemmelse af sin Pligt og Hjertets Drist, at antage sig alt, og at raade Bod paa alle Mangler og at opfylde alle Ønsker efter Mulighed. Hjertets Hang til at indføre den lykkelige Frihed, som holdes alene i Lovenes Baand, og hvor vilkaarlig og ublid Raadighed er forviist fra de ypperste Øvrigheders Sæder af og indtil Skolemonarkernes, den har han med Hjertegodhed viist at være ham egen. I Frederiksstad sandt han en temmelig plump Ferle liggende. Han sagde derover til Læreren, at man med omhyggelig og kjærlig Underviisning skulde arbeide paa Børnenes Underviisning og ved saadan Omgang vinde deres Forstand og Hjerte, og at den haarde Omgang med Slag og Prygl var og maaatte være forbuden, hvorpaa han slængte Redskabet udaf Vinduet paa Gaden.
Her i Throndhjem kom han i Videnskabernes Selskab i den latinske Skoles nye Bygning. Der hørte han en Tale af Vice-Præsidenten Stiftsprovsten Dr. Hagerup[1]. Dens synderligste og endelige Hensigt var at anbefale vore Videnskabers Cultur til Frigjørelse fra det Monopolium, som Alma mater Hauniensis hidtil har og øver. Kan Norge ikke have sit Universitet og bør det ikke have det, saavel som Hertugdømmerne eie deres og have dertil oppebaaret saa store Tilskud af Statens Kasse? Dette Ønskes Alvorlighed, den bedrøvelige Trældoms Tvang for Forældre og Ungdommens Værge her i Norge, at det ikke er tilladt, at de unge Mennesker maa lære, hvad der er eller let kunde blive Leilighed for dem at lære i Stifternes latinske Skoler, og især her i Throndhjem, men at de for de fattige Collegier, som høre til Exam. philos., skal saa tidlig i den svage og
- ↑ Denne Christian Frederik Hagerup, (en Søn af Thomas v. Westens bekjendte Ven og Samtidige Biskop Eiler Hagerup den ældre) var Stifstprovst og Sognepræst til Domkirken i Throndhjem 1780–1797, da han døde.
