127 midler.
Og jeg medgiver gjerne, at sagen af den grund
kan være temmelig ligegyldig for en stor del af vor embedsstand. For vor handelsstand derimod, saavelsom for vor skibsrederstand, er spørgsmaalet af megen betydning; og vistnok vil det ogsaa vise sig, at denne lov vil blive til velsignelse for vore gaardbrugerdøtre. Og er det for kvinderne af middelstanden ønske ligt, at særeie bliver indført, saa er det for den arbei dende klasse absolut nødvendigt, at hustruen idetmindste faar raadighed over. kvad hun seiv fortjener. At enhver drikfældig, letsindig eller udsvævende ægtemand, beskyttet af loven, tør fravriste hende den sidste, surt erhvervede skilling, hvormed hun vil mætte sine hungrende børn, maa forekomme enhver som den mest skrigende uretfærdighed. Foruden at give manden ret til at benytte sin hu strus midler paa den vilkaarligste maade gjør loven den gifte kvinde umyndig. Kjendsgjerningen taler i dette tilfælde tydelig nok for sig seiv.
Og med udeladelse af enhver personlig
reflektion vil jeg derfor kun citere enkelte juristers ud talelser angaaende dette spørgsmaal. Dr. Francis Hagerup ytrer herom*): «Kvindens umyndighed i ægteskabet er væsentlig kun en historisk levning fra en tid, da kvinderne over hovedet stod under formynderskab,
et formynderskab,
- ) »Hustruens myndighed og ægtefællers formuesforholda (Fo
redrag i Norsk kvindesagsforeuing. Februar 1885. S. 56.)
