Noget“ i sit Indre, som ligesom talte til ham i vigtige Tilfælde — etslags indre Orakel altsaa, som han satte mere Lid til end til alle de ydre Tegn, man i hans Tid søgte i de berømte Orakler (det mest bekjendte af disse fandtes i den lille By Delfi).
Naar nu til dette hans særegne religiøse Standpunkt kom, at Sokrates uafladelig under sin Lærervirksomhed fandt sig beføiet til at revse og latterliggjøre Tidens og Folkets Daarskaber, hvorhos man, som sagt, for fuldt Alvor ansaa ham for den fornemste Sofist, saa var det ikke vanskeligt for dem, som vilde blive af med disse farlige Folk, at faa istand en offentlig Anklage mod den syttiaarige Olding. Tre Mænd reiste Anklagen, den lød saa: „Sokrates er skyldig, fordi han fordærver Ungdommen og ikke dyrker de Guddomme, som Staten dyrker, men indfører nye og andre Guddomme.“
For 559 Medlemmer af de saakaldte Heliasters Domstol[i 1] mødte nu Oldtidens viseste Mand og holdt sin berømte Forsvarstale, som Platon har nedtegnet. Han forsmaaede den hos Anklagede almindelige Maner: ved Bønner og Taarer at røre Dommerne til Medynk; heller ikke gad han længe opholde sig ved at modbevise den falske Anklage, som han derfor kun ganske kort behandlede, da han ikke vilde tinge om sit syttiaarige Liv. Tyngdepunktet for Sokrates, det, der i Virkeligheden ogsaa var det klareste Svar paa Anklagen, fremlagde han for Dommerne ved at gribe Leiligheden til med ligefremme, simple og klare Ord at gjøre Rede for hele sit miskjendte Liv og sin Virksomhed.
Med 281 mod 278 Stemmer dømtes han til Døden; roligt paahørte Sokrates sin Dom og brugte ikke den Adgang, Loven gav ham til selv at foreslaa en mildere
- ↑ Heliasterne vare edfæstede, men forøvrigt uansvarlige Repræsentanter for Folkets dømmende Myndighed, samlede — oprindelig i et Antal af 6000 — fra Landets forskjellige Trakter; altsaa etslags Jury.
