til det Bedre. Navnlig var man nu bleven opmærksom paa, hvilken fordærvelig Indflydelse Sofisterne havde havt, og Ulykken var, at den store Masse af Befolkningen havde vænnet sig til udenvidere at slaa Sokrates i Hartkorn med disse; Mængden havde saaledes f. Ex. visselig ikke lagt Mærke til, hvor klart og frimodigt den store Lærer uden Persons Anseelse havde svaret de 30 Tyranner for kort Tid siden, disse havde af Skræk for hans djærve Tale budt ham at tie stille og truet ham med Døden, hvis han ikke holdt op med sin Undervisning, „jeg er — sagde Sokrates — forberedt paa tusinde Ulykker, men ingen Ulykke kan dog lignes med den, ikke at gjøre, hvad Ret er.“ Hvem af Sofisterne havde gjort ham dette efter? og dog, Sokrates gjaldt just for den største af alle Sofister, følgelig da nu ogsaa for den farligste.
Det Eneste, hans Samtid kunde have etslagt Ret til at bebreide ham, er en Eiendommelighed hos den store Vismand, som just har bidraget til at sætte ham allerhøiest i Eftertidens Dom: Sokrates gik nemlig i sine religiøse Forestillinger ikke den almindelige, af Staten anerkjendte Vei. Han saa ogsaa her Tingen dybere end de Andre; vistnok forkastede han ikke ganske og aldeles Statens Religion, brød ei heller med de religøse Skikke, men samtidig lagde han ingenlunde Skjul paa sine afvigende Meninger. Medens man efter Statens Religion troede (eller ikke troede) paa en hel Masse Guder og Gudinder — „de olympiske Guder“ —, hvilke dog igrunden maatte betragtes mere som Mennesker end som Guder, da de vare befængte med adskillige og ikke altid ubetydelige Skrøbeligheder, saa bekjendte Sokrates Troen paa et eneste, høieste guddommeligt Væsen, om hvilket han bl. A. siger: „Vi bør erkjende, at Guddommen er saa klartseende, at den overskuer Alt med et eneste Blik, hører Alt, er overalt tilstede, og at den paa samme Tid bærer Omsorg for hele Verden.“ Ligeledes taler han ofte om etslags Talsmand eller Skytsaand, „noget guddommeligt
