ham en Skaal Vand; „det var det, jeg vidste, sagde Sokrates, der maatte jo komme Regn efter saadant et Tordenveir.“
Skjønt Sokrates med Alvor opfyldte sine Pligter i det offentlige Liv, ja endog havde været i Krig, var han dog først og fremst en Tankens Mand og brugte sine sjeldne Evner, sin vidunderlige Sandhedskjærlighed til Folkets Gavn. Han holdt ikke, som Sofisterne, smukke, smigrende Taler, som bare satte Folk oft mod Lov og Ret, Religion og Sandhed; heller ikke tog han, som de, Betaling for sin Undervisning, skjønt han var en fattig Mand. Nei, han var i Sandhed en Folkets Ven for Folkets egen Skyld og brændte af Lyst til paa enhver Maade at tjene dets Bedste. For at opnaa denne sin Hensigt bar han sig som tidest ad paa en særegen Maade. Hvor han kunde vente en større Forsamling af Mennesker, f. Ex. paa Torvet, pleiede den herlige Vismand at indfinde sig; havde han saa faaet fat i En eller Anden at tale med, Høi eller Lav, gik det i Begyndelsen tilsyneladende kun ud paa ganske hverdagslige Ting imellem dem; men under dette forstod Sokrates efterhaanden at lægge ind i Samtalen faa en og saa en anden dybere Sandhed, som gjorde den Anden opmærksom og gav Anledning til klare, skjønne og alvorlige Overveielser; navnlig var det Sokrates om at gjøre at faa Vedkommende til at overtænke Sagen i sit eget Indre og saaledes komme til Klarhed baade over sig selv og sin virkelige, indre Stilling til det eller det — Noget, der ofte bragte Vedkommende i stor Forundring. Sokrates fulgte med denne sin Maade det dybe Visdomsraad, som var hans egen Grundsætning: „Lær Dig selv at kjende.“ Til andre Tider kunde han lade som om han slet ikke vidste Besked om den eller den Ting, hvorfor han forespurgte sig hos en Anden, som f. Ex. ifølge sin Stilling just burde kjende Sagen tilbunds; men, bedst som denne Anden saa var ifærd med at kramme sin Visdom ud for ham, saa kunde Sokrates komme med et eller andet Spørgsmaal eller
