de ikke brød sig videre om sit Lands Religion eller et ærligt og sædeligt Liv. Naar vi nu betænke, at Athen var en Republik, hvor altsaa foruden Lovene Folket selv havde al Magten, saa er det klart nok, at Sofisterne maatte være yderst farlige, slig som de forstod at omgaa Loven og smigre for Folket i sine Taler; især gik det naturligvis ud over Ungdommen og andre ubetænksomme Mennesker.
Men Sokrates var ikke Sofist, skjønt man kaldte ham med dette almindelige Navn; sig selv kaldte han ikke Sofist, men: Filosof, ɔ: En, som elsker Visdom. Og han elskede da ogsaa Visdommen for dens egen Skyld og gjorde ogsaa i sit ydre Liv Alt for at følge dens Regler. „Jo mindre, sagde han, et Menneske behøver, desto lykkeligere er det, og des nærmere staar det Guddommen; thi Guddommen behøver Intet.“ Derfor levede ogsaa Sokrates saa simpelt, nøgternt og tarveligt, som muligt, uden dog at overdrive dette til latterlige Selvpinsler; aldrig saaes han beruset, aldrig misfornøiet med sin Fattigdom. Da en fornem Mand i Athen engang beklagede sig over, hvormeget Besvær han havde havt paa en Fodvandring, spurgte Sokrates: „Har din Tjener kunnet følge Dig?“ „Ja, naturligvis.“ „Bar han Noget?“ „En stor Pakke.“ „Saa er han vel dygtig træt?“ „Nei, jeg har strax sendt ham bort i et andet Ærinde.“ „Ser Du, sagde Sokrates, Du har de Fortrin, som Lykken giver, forud for Din Tjener; han har de Fortrin, som Naturen giver, forud for Dig; Du er rig og fribaaren, men svag og blodagtig; han er fattig og af Tjenerstand, men sund og stærk. Sig nu selv, hvem er den lykkeligste.“ Skjønt Sokrates var hidsig af Naturen, havde han saa tappert kjæmpet mod denne Feil, og saa nøie passet paa sig selv, at han blev et Mønster paa det Modsatte; hans Hustru derimod, Xantippe, var arrig som en Ulykke. En Dag skjældte hun Sokrates Huden fuld; han sagde ingen Ting, men da Konen blev værre, gik han sin Vei; i overvættes Hidsighed slog hun over
