der ikke alene har overtraadt Dine egne Forpligtelser og Løfter til os, men ovenikjøbet krænket dem, som mindst burde krænkes, Dig selv nemlig, Dine Venner, Dit Faædreland og os Love — ja da ville baade vi vredes paa Dig, saalænge Du lever, og vore Brødre der, Lovene i Hades, neppe tage vel imod Dig, naar de vide, at Du. her arbeidede paa, saavidt det stod til Dig, at bringe os Fordærv. Derfor, lad ikke Kriton overtale Dig til heller at gjøre, hvad han siger, end hvad vi sige.“
Og nu, min brave Ven Kriton, maa Du vel mærke Dig, at dette tror jeg at høre, ret ligesom de begeistrede Korybanter[1] tro at høre Fløitespil; ja, Klangen af disse Ord dirrer saa stærkt i mit Indre, at jeg umuligt kan høre andre. Derfor skal Du vide, at Du — idetmindste som nu min Mening er — kun vil tale forgjæves ved at modsige mig. Og dog, hvis Du tror at kunne udrette Noget, saa tal.
Kriton: Nei, kjære Sokrates, jeg har Intet at sige.
Sokrates: Lad det saa være godt, Kriton; og lader os tage Sagen saaledes, som jo ogsaa Gud tydeligt anviser os.
- ↑ Siteringsfeil: Ugyldig
<ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navntjueen
