hvad det nu er hos os, hvorom baade Retfærdighed og Uretfærdighed dreier sig.
Kriton: Nei, paa ingen Maade.
Sokrates: Men snarere for langt vigtigere?
Kriton: Ja, sikkerlig.
Sokrates: Ikke bør vi derfor, min Bedste, lægge saa farlig Vægt paa, hvad den store Mængde siger, men saameget desto mere paa, hvad den Sagkyndige siger, han, den Ene, og Sandheden selv. Først og fremst er derfor Din Opfatning ikke i fuld Overensstemmelse hermed, naar Du paastaar, at vi fortrinsvis bør tage Hensyn til den store Mængdes Mening, naar det gjælder det Rette, det Skjønne, det Gode og disses Modsætninger. Men nu kunde En sige: „Ja, men Mængden har Magt til at dræbe os!“
Kriton: Ja, det er klart, saaledes kunde man sige, Sokrates.
Sokrates: Sandt nok, min fortræffelige Ven; men den Tankegang, vi nu have havt for os, synes mig derfor ligefuldt at være den samme nu som før. Se nu paa den igjen: har det fremdeles sit Blivende for os, eller ei, at vi nemlig ikke først og fremst bør lægge Vægt paa det at leve, men paa det at leve vel?
Kriton: Jo, det baade er og bliver rigtigt.
Sokrates: Men det, at leve vel, og det, at leve hæderligt og retfærdigt, er Et og det Samme; har ogsaa dette sit Blivende, eller ikke?
Kriton: Det har.
Sokrates: Lader os nu, ifølge det vi nu ere enige om, undersøge, hvorvidt det er retfærdigt, at jeg søger at komme bort herfra, uden at Athenienserne slippe mig fri, eller ikke retfærdigt; og skulde det vise sig at være retfærdigt, da ville vi forsøge det; men, hvis ikke, lade vi det være. De Betragtninger imidlertid, som Du giver tilbedste i Anledning af Pengeudlæg, Folkemening og Børneopdragelse, er jo i Virkeligheden ikke Andet end just saadanne Folks Tanker, som uden Betænkning begaa
