som Ingenting ved, — mon tro han ikke da vil lide en eller anden Skade?
Kriton: Jo det maa jeg antage.
Sokrates: Men hvad Slags Skade, tror Du? hvad Retning vil den tage, og hvad vil den gaa ud over hos ham, som ikke lystred?
Kriton: Selvfølgelig ud over hans Legeme; thi det er dette han ødelægger.
Sokrates: Rigtig bemærket; og saaledes, Kriton, ogsaa med andre Ting — om vi just ikke derfor behøve at gjennemgaa dem alle. Hvad enten det nu her for os i vor Samtale dreier sig om Ret eller Uret, Hæslighed eller Skjønhed, Ondt eller Godt, bør vi saa følge den store Mængdes Mening og frygte den, eller bør vi kun tage Hensyn til den Ene — jeg sætter, vi havde ham her — han, den ene Sagkyndige, hvem man baade bør undse sig for og frygte mere end hele den store Mængde tilsammen? rette vi os ikke efter denne, ja, saa er der Noget, vi krænke og fordærve, nemlig det, som forbedres ved Retfærdighed, men som ved Uretfærdighed ødelægges i Bund og Grund; eller, kanske dette Noget ikke er til?
Kriton: Jo, det maa det dog visselig, o Sokrates.
Sokrates: Nu vel; naar vi i Bund og Grund ødelægge det, som gjennem Sundhed bliver bedre, men gjennem Usundhed fordærves, idet vi nemlig ikke rette os efter de Sagkyndiges Mening — er Livet saa værd at leve, naar dette er ødelagt? Men „dette“ er jo her Legemet; eller kanske ikke?
Kriton: Jo.
Sokrates: Kan man nu leve med et fordærvet og ødelagt Legeme?
Kriton: Ingenlunde.
Sokrates: Men, mon man vel kan leve da, naar Hint er ødelagt, som Uret fordærver, men Ret gavner? eller skal vi holde dette for ringere end Legemet, dette,
