net: nøle vi det mindste, blir det forgjæves, ugjorligt. Derfor, kjære Sokrates, for Alt i Verden lyd mig og undslaa Dig ikke.
Sokrates: Din venlige Omsorg, kjære Kriton, sætter jeg stor Pris paa — kunde den saasandt ogsaa vel forliges med streng Retfærdighed! men kan den ikke det, saa er det kun saameget værre, jo større den er. Det blir derfor nødvendigt at undersøge, hvorvidt dette bør gjøres eller ei. Thi jeg har ikke alene nu, men jeg har altid havt det ved mig, at jeg ikke retter mig efter noget andet Hensyn i mine egne Anliggender end efter det, som for min Tænkning viser sig bedst. De Grundsætninger, som jeg før i Tiden har fremholdt, kan jeg ikke nu kaste fra mig, efterat denne Skjæbne har rammet mig; tvertimod, de se omtrent ligedan ud, jeg agter og ærer dem nu, som før. Og kunne vi nu, vi ere sammen, ikke finde andre og bedre, saa vid vel, at jeg aldeles ikke agter at føie dig, ja ikke engang, om den store Mængdes Magt vil skræmme os som Børn med endnu flere Skrækkebilleder end de, vi nu se paa, da den sender over os Lænker, Død og Formuestab. Hvorledes skulle vi nu paa bedste Maade anstille vore Betragtninger? Om vi f. Ex. først tog for os hin Opfatning, Du havde om Andres Meninger og saa til, om denne ogsaa gjaldt for alle Tilfælde eller ikke, nemlig at man vistnok bør tage Hensyn til nogle Meninger, til andre derimod ikke; eller om den maaske kun skulde holde Stik før jeg maatte dø, medens den nu øiensynlig kræver at forstaaes anderledes og røber, at den i sin Grund er et løst Ord, i Virkeligheden kun meningsløst Barneværk. Og jeg har Lyst til, Kriton, sammen med Dig, at komme til Klarhed om, hvorvidt den nævnte Opfatning som Følge af min nuværende særlige Stilling tager sig anderledes ud, eller, hvorvidt den viser sig uforandret; derpaa faar det saa komme an, om vi skal lade den fare eller følge den. Folk, som virkelig have ment at have nogen Grund for sig, have, saavidt, jeg ved, altid paastaaet, at man, som
