Kriton: Nu ja, lad saa være; men een Ting maa Du sige mig, Sokrates: det er dog vel ikke mig og dine andre Venner, Du ængster Dig for, at nemlig de slette Angivere (Sykophanterne)[1], naar Du var undkommet herfra, kunde bringe os i Uleilighed for at have bevirket Din Flugt, saa vi enten maatte ud med hele vor Formue eller betydelige Summer eller endog desforuden finde os i anden Modgang? Thi er det dette, Du er bange for, da kan Du for den Sags Skyld være ved frit Mod. Det er jo ikke mere end billigt, om vi udsatte os for denne Fare, ja, om saa var, for noget endda Værre, naar vi først havde frelst Dig; derfor, hør mig og undslaa Dig ikke.
Sokrates: Baade dette er jeg bange for, Kriton, og desuden ogsaa for mange andre Ting.
Kriton: Lad altsaa dette ikke engste Dig; de, som ville frelse Dig og føre Dig ud herfra, faa jo dog heller ikke noget betydeligt Pengeudlæg. Du ser for Dine Øine, hvor medgjørlige disse Sykophanter ere, og at man slet ikke behøver at koste saa farlig Meget paa dem; nu, hele min Formue staar til Din Raadighed, og jeg mener, at den er tilstrækkelig; og desforuden, selv om Du skulde nære Betænkeligheder ved, at jeg gav fra mig Mit, saa har vi vore Gjæstevenner her, fuldt beredte til at yde det Nødvendige. En af dem, Thebaneren[2] Simmias, har just til dette Øiemed medbragt en tilstrækkelig Sum; ligesaa er Kebes beredt, saavelsom mange Andre. Du ser altsaa, at Din Ængstelse i saa Henseende, efter hvad jeg nu har sagt, ikke bør kunne afholde Dig fra at befordre Din Frelse: eiheller skal Du have nogen Frygt med Hensyn til, hvad Du sagde for Retten, — at Du „ikke vidste, hvorledes Du skulde bere Dig ad[3], om Du skulde komme bort herfra“; thi ogsaa andetsteds vil man paa saa mangt et Sted, Du maatte komme, behandle Dig med Kjærlighed; og, vil Du drage til Thessalien, saa har jeg gode Venner der, som ville gjøre Alt for Dig og vel passe paa, at Du ingen Overlast skulde lide i
