Denne siden er korrekturlest
Hverken på jord jeg gik og stod,
du strømmed i mit hjerteblod –
mod dig jeg altid stunded.
Den triste myr, den golde ur,
den melankolske havnatur,
den havde sjælen bundet.
Nu står jeg atter i mithkjem,
og fra min barndom stiger frem
de gammelkjendte klange.
Snart lystige som dans ved vår,
snart som en gråd så hjertesår
i hestens nætter lange.
Og for dit folk – for små som stor
med dine egne simple ord
jeg synger dine sange –
O fædreland, o moderjord.
