Denne siden er korrekturlest
O, vestland, du min moderjord,
jeg synger ei med stolte ord
din ære og din hæder.
Du havgrå land, jeg kalder mit,
hos dig gror græsset hårdt og stridt,
og skodden lav sig breder.
Den bæk, som rinder over hei,
den bred sig fra dit hjerte vei
og derfor stilt den græder.
Du bæk, som rinder over hei
fra samme dunkle dyb som dig
er og mit væsen rundet.
