plet. Rank og fomem skred hun nedover Gulvet i den lille Bygdekirke. Hendes Ansigt var skjønt, men stenhaardt. Hun saa ingen. Provsten selv forrettede; han bukkede dybt for hende uden at hun rørte paa sit Hoved. Og da Lieutenanten bød hende sin Arm forat føre hende ud af Kirken, gik hun uden Videre fra ham — høi og ligegyldig. —
Hun saa ud, som hun nu var isnet tværs igjennem; der var ikke saa meget som en varm Taare igjen i hendes Hjerte. —
— Vesterhusgubben var ikke tilstede ved Daaben; han havde ikke forladt sin Seng, siden den Kvæld, Sønnen vendte hjem. Der fortaltes, at hans Haar og Skjæg var blevet ganske snehvidt. Han var blevet en Olding, hans sterke Tænder faldt ud af Kjæverne. Tilslut blev han saa mager, at han bare saa ud som et lidet Kræg mellem Puderne. Men stundom om Nætterne kunde han blive urolig; han vilde saa bestemt op og slaa istykker det store Speil i Storstuen, sagde han. — Saa da maatte ofte etpar Mand til for at holde ham i Dynerne. — Men naar Morgenen kom, faldt han tilro, og efter hvert saadant Anfald
