blev han svagere og ligesom mindre. — Ved Nytaarstid døde han. — Da kom en hel Folkeskare fra nær og fjern for at følge Vesterhusgubben til Jorden. Han havde jo været som en Konge, og tiltrods for at der var mange, som havde hadet ham for hans Rigdom og hans Pragtsyge, saa ynkedes alle over ham nu, da de saa, at hans Hovmod havde straffet sig saa haardt. Thi alle forstod, at det var Sønnens Skjæbne, som havde græmmet Vesterhusgubben tildøde. —
— Lieutenanten fulgte sin Fader til Jorden; men hans Frue var der ingen, som saa. — Men det var jo bare som man kunde vente af hende. —
Det blev et traurigt Gravøl; vel stod der duget i mange Stuer, og der manglede hverken paa Mad eller Drikke; men der var alligevel ingen, som havde Lyst til at give sig til paa Gaarden. — Ja, det var sagtens anderledes end i gammel Tid, da der turedes paa Vesterhus baade i tre og i sex Døgn, hvad enten der var Bryllup, Barsel eller Jordefærd. — Men dengang var Vesterhus rigtignok ogsaa en anden Gaard end nu. — Da hørte
