han, „Du fik Budet, men Du lod mig gaa forgjæves den Lørdagskvælden til Voilevatne —.“
„Gjør mig ikke noget,“ stønnede hun dødsangst, „jeg skal blive med Dig! Strax paa Timen. Bare ikke gjør mig noget.“
„Det kan være det samme med det, nu,“ svarede han og smilte med et stygt Smil. „Der er andre jenter til end Dig, maa Du tro, og ikke gaar jeg to Gange som Nar. Men naar jeg nu var paa disse Kanter ligevel, saa tænkte jeg, at jeg ligesaagodt kunde gjøre op med Dig med det samme. For nu skal Du mærkes, Jente,“ — og med et Sprang var han tværs over Gulvet og huggede efter hende med Knivseggen.
Hun satte i et Ramskrig, rendte lige mod ham, saa han tumlede tilbage mod Peisen — og ud fór hun af Bislagdøren. — Villum! skreg hun. Villum!
Men med det samme hun var kommet ud af Bislaget, var han over hende og rendte Kniven i Skulderen. Den sank i til Skaftet, saa Blodspruten stod om hans Næve.
Hun gik næsegrus i Stenhellen, men han kasted sig over hende; — den varme Væde
