Gryden over. Hun kunde høre Villum og Truls synge med sine grove Stemmer, naar de satte Spettene under Roden og brød til. Saa de var jo ikke lang Vei unna; desuden var det lys Dag, — Solen stod gjennem Bislagdøren i en blank Strime langt indover Kjøkkengulvet. Pludselig faldt der en Skygge midt ind i Solstrimen. — Hun kvak til, vilde skrige, men Skriget blev siddende fast i Halsen. Sanseløs af Skræk tumlede hun hen bag Kjøkkenbordet, og klemte sig ind i Krogen.
Hun saa Skyggen voxe, — saa aldeles lydløst gled den længere og længere indover Kjøkkengulvet. — Idetsamme sang Villum og Truls op derudefra — hun prøvede igjen at skrige, men det blev bare som en hæs Gurglen dybt nede i Halsen.
Og ind over Svillen gled han; — der stod han foran hende, Gamlekjæresten. Hun saa strax, at han holdt noget skjult i den ene Næve; et Øieblik blinkede Solen i en hvas Knivsegg, som stak frem nedenfor de svarte Fingre. —
„Jeg skikked Bud efter Dig,“ hviskede