— Fremmedkaren fik sig overladt
Kammerset paa Dugene, og Truls var vel
fornøiet med sin Gaardsdreng Villum. Tiltrods
for sin vonde Fod var han som en Bjønn
til at arbelde. Han og Hesten brød op Jord,
saa det var svært, og aldrig skulde nogen seet
Mage til Kar til at hugge Tømmer.
Men han var ikke synderlig pratendes af sig. Og det tyktes Truls var rart, at han aldrig kjydede og snakte udenvælts endda han havde været i fremmed Land og tjent baade Konger og Generaler.
En Eftermiddag, Major v. Knarren spadserede udover Kjørestien, hændte der ham noget mærkeligt. Der kom en lav liden Bondekjærre med en gammel brudt Hest. I Kjærren sad der en duknakket skjægget Person og dinglede med Benene udenfor Kjærren som Bønder pleier.
Nu bar det temmelig sterkt opover Bakke, saa Bondemanden kom til at kjøre et langt Stykke ved Siden af Majoren.
Nuvel — dette generede naturligvis ikke
