derved undgik det skandaløse Forhør, der maaske tillige kunde blive pinligt — ogsaa for — ogsaa for den anden Part.“ —
— Der var noget i dette Ræsonnement, som tiltalte Obersten. Han haded alt, som smagte af Skandale, og det var jo sandt, hvad Capitainen sagde, at der under et saadant Forhør med Nødvendighed maatte omtales Forhold, hvori han selv og hans Datter Baronessen var indviklet Og det maatte for enhver Pris undgaaes.
Desuden! Ja desuden vilde Obersten gjerne faa Leilighed til at give den Kanalje nogle Ord med paa Veien. Disse Ord havde længe ligget og brændt i hans Sind, og han vilde aldrig faa Fred, om disse Ord ikke blev sagt op i den Slyngels fordømte Ansigt. O, hvor det vilde glæde ham endelig engang at lade ham faa hele Sandheden at høre; — der strøg et ondt lidet Smil henover Oberstens Ansigt ved denne lokkende Tanke.
„Paa Hr. Capitainens udtrykkelige Forbøn skal jeg lade Naade gaa for Ret og modtage Hr. Lieutenant v. Westerhuus, — men kun under den Forudsætning, at han overbringer
