Oberst; men en usalig og skjæbnesvanger Lidenskab har drevet ham til Fortvivlelse, saa at han har begaaet en Handling, han selv mest af alle beklager. — Jeg heder derfor Hr. Obersten saa bønlig: Tag ikke dette unge Menneskes Liv. Giv ham den Reprimande, I føler nødvendig og den haarde Straf, I synes passende; befal ham at forlade Landet for en Tid; men betag ham ikke Haabet om atter engang at kunne tjene sin Konge og beholde den Uniform, han sikkert kan komme til at bære med Hæder.“
„Aldrig!“ raabte Obersten og trampede i Gulvet. „Lad den Slyngel skyde sig en Kugle for Panden — saa meget destobedre! Den Kugle kunde ikke være bedre anvendt! Men enten skal han i denne Dag være ude af Hæren, eller — eller jeg forlader selv det Regiment, hvis Ære han har plettet. Han eller jeg! Og jeg antager ikke det bliver mig.“
„Nuvel, Eders Høivelbaarenhed! Men hvis han nu bønfalder om Foretræde for selv at begjære sin Afsked og selv forsikre om sin Bortreise — vilde ikke Hr. Obersten bifalde en saadan Ordning? Saameget mere som man
