„Emerentze!“ skreg Villum — han var
ganske sansesløs — „Emerentze!“
Men Skriget druknede ganske i Mængdens Jubel; — nu lagde ingen mere Mærke til, at han væltede sig frem gjennem Rækkerne. —
Der glødede en rød Glans foran hans Øine, — „Emerentze“ — skreg han.
— Der var de to sterke Næver fra før, som havde fundet ham, og som greb fat i ham i en.
For Djævelen! Afveien!
Han slog om sig iblinde; han rammede v. Knarren i Øiet, saa han slap Taget, han stødte Bassen Brause i Brystet, saa han vinglede overende.
Villum tumlede Videre, — han vidste ikke om nogenting Bag en dunkelrød Taage skimtede han Menneskene derhenne og den høie hvide Kvindeskikkelse, — nu vaklede den, — nu rømte alle de spraglede Gjæster indad Døren! Men haha! hvad hjalp det om de rømte, — for Djævelen! Nu skulde nogen dø! Om han saa skulde slaa sig Vei gjennem Dør og Vægge, nu skulde visselig nogen dø! — —
Da mørknede det med et for Villums Øine.
